introduktion
Den anden maj fejrer den hellige kirke overførslen af resterne af Sankt Athanasius den Store og hyldes ham med disse sætninger:
“لقد صرت عموداً للرأي المستقيم موطداً الكنيسة المقدسة بالعقائد الإلهية، يا رئيس الكهنة أثناسيوس، لأنك لما كرزت بمساواة الابن للآب في الجوهر، خذلت آريوس أيها الأب البار. فابتهل إلى المسيح الإله أن يمنحنا الرحمة العظمى”.
“لما غرست عقائد الرأي، نزعت أشواك العبادة الوخيمة، وأنميت بذار الإيمان بغيث الروح، فلذلك نمدحك أيها البار أثناسيوس”.
Med disse to troparier giver Kirken os en klar og kortfattet idé om denne retfærdige mands liv i dets essens, fordi hun gennem sin levende tradition sikrer dannelsen af sine generationer i hellighed, hvilket gør, at hendes helgener altid står foran os så at vi kan absorbere deres eksempel og søge deres gode eksempel, så livet i det bliver én kontinuerlig, bevægende strøm, der løber (som nådestrømme), der markerer fortiden i nutiden som en sammenhængende række af begivenheder, der tilskynder til omvendelse og opmuntring sund tro!
يلفت انتباهنا هذا القديس الذي بذل خمساً وأربعين سنة في خدمة “الكلمة” (اللوغوس)، والدفاع عن ألوهيته. إنه يثير اهتمامنا بنوع خاص لأن الكنيسة اجتازت بفضل بطولته وصلابته، مرحلة عسرة كادت تهدم كيانها وتزعزع أسسها ! نظرة خاطفة إلى حياته قد تعبِّر أكثر من كتاباته وأكثر من أي تعليق عن شخصية هذا الرجل الجبّار.
Kirken i Alexandria i slutningen af det tredje århundrede
ولد أثناسيوس، غالباً، في الإسكندرية حوالي سنة 295 أو ربما بعد ذلك بقليل في عائلة مسيحية ورعة. ويقول القديس غريغوريوس النازينزي: “لقد شبّ منذ البدء في الممارسات الدينية وسيرة التقوى” (العظة 21، 6). والإسكندرية، في نهاية القرن الثالث، عاصمة تعج بالحركة والنشاط تتشعب فيها حضارات مختلفة وتنشأ فيها التيارات الفكرية المتنوعة إنها مرفأ مزدهر تختلط فيه شعوب من بلدان متعددة ومركز للعلم والثقافة ذو مجتمع راق يحب الإطلاع والمناقشة والمجادلة. ترعرعت فيها المسيحية بطريقة عجيبة وانتشرت انتشاراً باهراً، لمعت فيها أسماء نيّرة: افلوطين الفيلسوف، اقليموس الإسكندري، أوريجانس البليغ، فكانت مهد الفلسفة والأبحاث المنطقية وازدهار الفكر الإنساني من كل النواحي.
Hvad angår Alexandria-kirken, er den også overlegen, da den har sin egen skole og lærere. Dens ærkebiskop styrer hele Egyptens anliggender op til grænserne til det nuværende Libyen. Han præsiderer over omkring hundrede biskopper og kaldes "paven af Afrika." Det er en levende kirke, der underviser og prædiker, døber og fejrer Herrens højtider. Den nyder ro, efter at forfølgelserne er forsvundet i et stykke tid, og den trives i sikkerhed og stabilitet. Denne lyksalighed varede indtil år 303, hvor kejser Diocletian, den sidste forfølger kendt i historien, pludselig kom. (1)، بمرسوم منع فيه التجمعات المسيحية وأمر بهدم الكنائس وإتلاف الكتب الدينية! فعادت الدماء تُسفك من جديد في مختلف أنحاء الإمبراطورية، وانتشر الذعر، وامتلأت القلوب خوفاً وزجّ الكون رهباً! قد يذكر أثناسيوس وهو في العاشرة من عمره، شيئاً من هذه البشاعة (لأنه مخضرم بين الكنيسة المعذبة والكنيسة المنتصرة) فتركت في قلبه تعاسة ويأساً ولكنها أكسبته صلابة الشهيد وجأشه، وكوّنت شخصيته إلى حد الشراسة أحياناً! يخبرنا أفسابيوس القيصري المؤرخ كيف أن السلطة أمرت بأن تقام الخدم في كافة المعابد الوثنية وعلى المواطنين جميعهم أن يَنْحَنوا أمام المذابح ويقدِّموا البخور فيها. وكل من يأبى ذلك يُقاصَصْ قصاصاً مرّاً: (… تقلع العين بالخنجر ويحرق جذرها ثم يدفع بالمسكين أمام المذبح الوثني ويُناوَل المبخرة لكي يسجد أمام الآلهة وحينئذ يحسب من عداد الذين أنكروا مسيحيتهم!)…
Disse forfølgelser varede i ti år, nogle gange forværrede og nogle gange falmede, indtil Diocletians død. Hvad var skæbnen for dem, der fornægtede deres religion under pres? Dette spørgsmål forårsagede et problem i kirkerne, især i kirken i Alexandria. I mellemtiden dannede der sig en gruppe kristne, som betragtede sig selv som "rene", det vil sige dem, der modstod forfølgelse og ikke fornægtede. De blev ledet af biskop Malasius, og de skændtes med ærkebiskop Peter, da de fandt, at hans holdning var tolerant. mod dem, der var svage! Malasius og hans tilhængere skiltes fra kirken. Snart blev den hellige biskop, Peter, martyrdød, og pave Alexandros efterfulgte ham, som var påvirket af kirkens alvorlige situation og ønskede at genoprette sikkerheden til den ved at bringe de dissidente kirkemedlemmer tilbage.
Athanasius' fremkomst
أُفسح المجال أمام ألكسندروس لهذا العمل إذ كان كل شيء على ما يرام من الناحية السياسية. فبعد وفاة الإمبراطور الطاغية سجّل أحد خلفائه، قسطنطين الأول، وكان محبذاً للمسيحيين، انتصارات هامة جعلته الحاكم الأوحد على القسم الغربي من الإمبراطورية، فاتفق سنة 312 مع مشاركه في الحكم، إمبراطور الشرق، على إنهاء الاضطهادات وإعطاء حرية ممارسة الأديان للجميع. حسب القديس غريغوريوس اللاهوتي لم يمض أثناسيوس وقتاً طويلاً في دراسة العلوم الدنيوية واكتساب ثقافة عامة. لكنه كان له بدون شك معرفة كافية بالفلسفة القديمة خاصة بالأفلاطونية الجديدة. وكان قد اهتمّ خاصة أثناء سني تحصيله العلمي بدراسة الكتاب المقدس الذي كان يعرف كل أسراره. وربما قد تتلمذ على أيدي بعض أساتذة مدرسة الإسكندرية الشهيرة. وفي حوالي سنة 313 كان أثناسيوس ينهي دروسه اللاهوتية فلفت انتباه أسقفه ألكسندروس لحدة ذكائه وسعة إمكاناته، فاهتم الأسقف بمتابعة دروس أثناسيوس ورسمه شماساً في سنة 319 وجعل منه أمين سره. وبادر معه إلى ترتيب أمور الكنيسة التي تضعضعت بسبب هذه الكوارث كلها. لكن هذه الجهود لم تُبذل بأمان لأن شيئاً آخر كان يحول دونها: أحد كهنة الإسكندرية المسمّى آريوس الذي يدّعي الفلسفة والتقشف كان يُعكّر صفاء الجو بنشره آراء بعيدة كل البعد عن الاستقامة! يستند على أتباع ملاسيوس ليكتسب قوة، ويعبِّر بكلمات فصيحة ويبدي براهين كتابية ليثبت أن الابن، الأقنوم الثاني من الثالوث الأقدس ليس بإله وإنما هو أول المخلوقات وأرفعها مرتبة، أي ليس مساوياً للآب في الجوهر! حتى لو دعوناه إلهاً، يقول آريوس، إنه ليس بإله في الحقيقة بل الاسم فقط! لم يكن موجوداً منذ البدء إذ أن له بداية ولا يتنعم بجوهر الآب ولا بطبيعته! آراء أوريجنيسية مزيّفة؟ أفلوطينية محرّفة؟ على كلٍ هرطقة أكيدة! اضطرب ألكسندروس بهذه الأنباء، فاستدعى آريوس واستجوبه ليتحقق مما سمعه فاضطرب أكثر وأكثر وعقد مجمعاً ضمّ كل أساقفة مصر، وحكم على آريوس سنة 320. لكن آريوس لم يبال بهذا الحكم بل فرّ هارباً إلى قيصرية فلسطين ليزرع فيها بذور الشك والأذى. استقبله أسقفها أفسابيوس بكل ترحاب، وإن لم يشاركه تماماً رأيه، لأن عداوة قديمة أو بالحري منافسة كانت تفرِّق بين الكرسيين الإسكندري والقيصري. ثم انتقل من هناك إلى نيقوميدية في آسيا الصغرى حيث وجد أرضاً خصبة لزرع هرطقته لأن أسقفها المدعو أيضاً أَفسابيوس والذي كان له مكانة مهمة ونفوذ ظاهر في البلاد، شاركه الرأي بدون تردد، بل تبنّى الفكرة من أساسها وأصبح الاثنان منذ ذلك الحين عدوّين لدودين لألكسندروس! أخذت حينئذ البلبلة تنتشر في الكنيسة والأساقفة في كل الأنحاء يتحيّرون ويترددون لا يدرون أي موقف يتخذون… إلى أن حصلت أحداث سياسية أوقفت آريوس عند حدّه!
Koncilet i Nicea
I år 324 besejrede Konstantin Licinius, østens kejser, efter at han konverterede til kristendommen og blev enehersker over hele Romerriget. Den første mission, han ønskede at påtage sig, var at sprede fred og sikkerhed i sit enorme imperium, især i Alexandria, hvor arianerne gjorde optøjer og såede kaos. Han besluttede at holde et økumenisk koncil i Nikæa, som han selv skulle lede (som biskop fra udlandet). Alle biskopper i universet, hvilket betyder omkring 225 biskopper, mødtes den 25. juli 325. Det første problem, der blev rejst i dette råd, var problemet med Arius og hans strid med Alexandros. Arius rejste sig foran alle og forklarede sin teori. Da det var overstået, støttede kun sytten biskopper ham, mens det overvældende flertal kom fra Alexandros, biskop af Alexandria. Arius blev dømt og den rigtige mening repræsenteret af Markles af Athen og Athanasius sejrede, og selvfølgelig under opsyn af kejseren selv! For at tvivlen skal forsvinde for evigt, teksten til trosforfatningen, som vi reciterer hver søndag i messen fra begyndelsen til sætningen (og i Helligånden) (2). Denne forfatning følges i Rådets beslutninger af følgende note: (Enhver, der erkender, at der var en tid, hvor Ordet ikke eksisterede, og at Sønnen blev skabt ud af intetheden eller af enhver anden sag, og at han er en skabt være, variabel eller foranderlig, vil Kirken i høj grad belønne ham!).
Lad os nu overveje vigtigheden af Athanasius under koncilet. På det tidspunkt var han kun en simpel diakon, der ledsagede sin biskop. Derfor havde han ingen ret til at blande sig i striden, men han var i virkeligheden Nicaeas helt, da spørgsmålet var afgørende for ham, fordi han udmærket vidste, at Arius' lære i sidste ende enten ville ødelægge Sønnen, som kristendommen var baseret på , eller at nå polyteisme ved at anerkende, at Ordet er en halvgud! Derfor arbejdede han som en bi nær sin biskop, forberedte beslutninger for ham, bidrog til deres tekst og arbejdede entusiastisk og energisk for at overbevise biskopperne, til det punkt, at han tiltrak sig opmærksomheden hos alle, der fandt, at hans holdning var fast og modig. . Fra det tidspunkt blev han en "ren mand", og hans liv derefter handlede kun om at forsvare denne forfatning og sikre, at ikke et eneste ord blev rystet fra den. Så snart rådet sluttede, begyndte intriger at udfordre dens beslutninger, og Arius' kolleger begyndte at søge at bringe ham tættere på Konstantin. Det varede ikke længe, før han var tilfreds og begyndte at forberede sig på at vende tilbage til Alexandria, efter at han havde underskrevet en mistænkelig forfatning, der var tæt på den nikanske forfatning.
Athanasius, biskop
Alexandros, ærkebiskop af Alexandria, døde, og det var naturligt for Athanasius at efterfølge ham, fordi han udviste intelligens, list og en fremtrædende personlighed, og han havde mange beundrere. Koncilet i Alexandria, der blev afholdt i år 339, siger: "Alle mennesker, alle de, der tilhørte den universelle kirke, samledes og opfordrede enstemmigt og med én stemme til Athanasius som deres biskop. De insisterede på denne mening og fortsatte med at bede for dette til Kristus offentligt i mange dage og nætter." Den 8. juli 328 blev Athanasius ordineret til biskop af Alexandria af flere biskopper. Han var kun 32 år gammel. Men denne maler skabte forvirring og mange problemer. Derfor bliver det klart for os, at historien gentager sig selv, og at stærke skikkelser som Athanasius, der kun underkaster sig sandheden og Kristus, vækker skræk i svage sjæle, fordi deres integritet afslører deres skrøbelighed! Men Helligånden arbejder altid i kirken for at vogte den og besejre de onde kræfter. Derfor blev Athanasius, på trods af arianerne og deres støtte, valgt til biskop af Alexandria. Glæden fyldte hele byen og kirkeklokkerne ringede, fordi han nød stor folkelig opbakning i byen. Den nye biskop besøgte alle dele af sit bispedømme, inklusive ørkenen, hvilket førte ham til at møde Pachomius (3) Som han respekterede meget og kaldte ham (den ortodokse tros fader).
Men situationen forværredes og udviklede sig, og kampe begyndte at finde sted mellem modstanderne, især da Athanasius bestemt nægtede at lade Arius komme ind i sin by igen og frimodigt skrev et brev til Konstantin, hvori han forklarede ham årsagen til hans afslag. Der begyndte at blive sendt klager til kejseren over den retfærdige biskop. De søgte at bejle til ham og anklage ham for alle slags anklager for at tvinge ham fra hans bispedømme. Et råd blev holdt i Tyrus i år 335, hvor alle Athanasius’ fjender var klar til at besejre ham. Men Athanasius forblev ikke ledig. Efter at have forsvaret sig voldsomt for rådet, mens biskopperne mødtes for at afgøre hans skæbne, flygtede han i hemmelighed til Konstantinopel. Det siges, at han overraskede Konstantin på vejen og bad om at konfrontere ham! Kejseren tilkaldte biskopperne af Tyrus. Så snart han diskuterede sagen med dem, anklagede de Athanasius og hævdede, at han ville forhindre forsendelsen af hvede fra Alexandria til Konstantinopel, idet de citerede forskellige løgne. Athanasius blev forvist til byen Treves i vest, og dette var den første fase i en række smertefulde hændelser i denne helgens liv. Tilsyneladende var Arius opnået sejr, men han døde hurtigt og efterlod sine kætterske tilhængere, som ikke holdt op med at kæmpe mod denne vores helt!
Athanasius forblev uden en efterfølger, og stolen i Alexandria forblev ledig eller forældreløs indtil Konstantins død i år 337. Imperiet blev igen delt mellem hans børn, hvor Constantius modtog den vestlige del og Constantius den østlige del. Men sidstnævnte havde en tendens til arianerne. De to nye kejsere tillod Athanasius at vende tilbage til sit bispedømme. Han vendte tilbage efter et fravær på to år, overtog stiftet med kærlighed og blev mere aktiv i at organisere dets anliggender. Han lærte om vigtigheden af ritualer i gæring af dej, så han bad om hjælp fra ørkenens fædre.
Hvad angår Athanasius’ modstandere, ledet af Efesius, biskop af Nicomedia, ærkefjenden, så var de ikke komfortable med denne udvikling og besluttede, at denne irriterende person skulle fjernes fra sit bispedømme på enhver mulig måde! De skrev til pave Julius og mindede ham om beslutningerne fra Rådet i Tyrus. Men før paven sendte svar på deres brev, samlede de sig i Antiokia i år 339 og afsatte Athanasius og udnævnte i hans sted til biskop Gregor af Kappadokien. Den nye biskop gik ind i Alexandria med hjælp fra en hærgruppe og stormede kirkerne under voldsom modstand fra folket. Athanasius besluttede, at det var klogt at holde sig væk fra Ægypten, så han tog til Rom, hvor pave Julius holdt et koncil, der omfattede hundrede biskopper, som frikendte Athanasius for alle de anklager, som hans modstandere rejste mod ham. Derefter holdt han endnu et koncil i Sardicia i år 343, som genoprettede Athanasius’ juridiske rettigheder. Men dette råds beslutninger blev kun gennemført med magt, det vil sige ved kejsernes indgriben, da paven bad Constantius, arabernes hersker, om at gribe ind over for sin bror for at returnere Athanasius til sit bispedømme. Sidstnævnte forblev i Rom, lærte om Vesten og spredte uddannelse der, indtil Gregory døde i år 346, hvor han var i stand til at gå ind i Alexandria med sejr.
Åndelig frugtbarhed efterfulgt af en tredje forvisning
Perioden mellem årene 346 og 356 var en periode med åndelig frugtbarhed for Athanasius og hans bispedømme, hvor han tyede til at skrive. Athanasius beskrev selv den overvældende åndelige renæssance, der skyllede over Alexandria i den periode, som blev opsummeret ved multiplikationen af antallet af munke og nonner, en stigende efterspørgsel fra familier om et liv i askese og bøn, oprettelsen af sociale serviceorganisationer, etableringen af åndelige møder i hjemmene, spredningen af fredens og harmoniens ånd i hele sognet og overfloden af prædikener og pastorale perioder (4). Han skrev sine vigtigste undersøgelser: (mod arierne), (dekreter fra Nicene) osv.. Han valgte ofte assistenter blandt munkene, udnævnte dem til biskopper og tildelte dem forskellige ansvarsområder. Men så snart hans beskytter og pave Julius døde i år 350, åndede Athanasius’ fjender lettet op. Med sin brors død blev Constantius den Arier enehersker over hele imperiet, og han ønskede at sætte en stopper for denne biskop, som blev mere magtfuld og aktiv og lidenskabeligt udbredte den nikæske tro! Han aftalte med den nye pave Libarius at holde et råd for at studere disse spørgsmål. Biskopperne mødtes i byen Arles (i år 353) og derefter i byen Milano (i år 355), bad kejseren de tilstedeværende under pres om at underskrive en kendelse mod Athanasius. Da han fornemmede deres tøven, bad han dem om at vælge mellem benægtelse eller underskrift. Athanasius fortæller, at Constantius sagde: (Det, jeg ønsker, er loven!). De fleste af dem underskrev, og alle, der nægtede, blev forvist. Hvad angår den pave, der nægtede at underskrive, blev han deporteret til Bulgariens grænser!
Mens alle underkastede sig under denne voldsomme kejsers styre, repræsenterede Athanasius således den retskafne mening, der nægtede at underkaste sig enhver person, der ikke hentede sin autoritet fra Gud. Athanasius blev dømt til eksil og en ballademagerbiskop ved navn George blev valgt i hans sted. Beslutningen var truffet, og det eneste, der var tilbage, var implementering, og det var i det tidlige år 356. Athanasius fortæller os, hvordan dette skete:
(… كان ليل. الشعب كله ساهر في الكنيسة.. ظهر بغتة سيريانوس القائد مع 500 جندي وأحاطوا بالكنيسة لكي لا يستطيع أحد أن يهرب. أمّا أنا فلم أشأ أن أترك شعبي وسط هذه الضوضاء فجلست على المنبر وطلبت من الشماس أن يقرأ المزمور (رحمة الرب إلى الأبد). ثم طلبت من الشعب أن يترك الكنيسة. ففي الحال دخل الجند إلى الكنيسة وأحاطوها من كل النواحي ليلقوا القبض عليّ! فطلب الكهنة مني بإلحاح أن أهرب. فرفضت أن أترك المكان قبل أن يكون كل واحد من الحاضرين بأمان. فهجم جماعة من الرهبان واختطفوني بقوة إلى خارج الكنيسة. وإني أشهد بالحقيقة أنه رغم فرق الجيش هربت دون أن يراني أحد مقتاداً من الروح!).
Således blev Athanasius for tredje gang tvunget til at forlade sit bispedømme. Denne gang søgte han tilflugt i ørkenen, væk fra verden og kirkens administration, slog sig ned i dens globale herligheder, bange for at konfrontere myndighederne og sætte en stopper for deres indblanding! Han gik ud i ørkenen for at konfrontere Sønnen, det inkarnerede Ord, Treenighedens Anden Person, som han havde ofret hele sit liv for! Han nød at leve sammen med asketerne, der foragtede verdslig ære og rigdom for at møde deres levende Gud i ensomhed og bøn, men han afskærede sig ikke fra sit bispedømme, han forblev i konstant kontakt med det, og styrede dets anliggender på afstand og plejede det trofast, indtil han fik tilnavnet (patriarken skjult på tværs af ødemarken).
Under sit fravær begyndte kejser Contsanthus at lancere en massiv forfølgelseskampagne mod alle, der forblev i den nikæske tro, og der blev afholdt konciler, der omfattede alle kættere, der forsøgte at fordreje og fordreje troens forfatning. Der var et råd i byen Rimini i vest, og et andet i Seleucia i øst, i år 359. Da rejste sig den retfærdige Hilarions stemme, som blev kaldt Athanasius fra vesten, og sagde: (Hvorfor hører du at Kristus, Guds eneste søn, ikke er en sand Gud, og tavshed betyder at acceptere denne blasfemi! Men hans stemme blev ikke hørt, og hans indvirkning var skjult i fjernt eksil, ligesom mange modsatrettede biskopper blev forvist!
Hvad angår Helligånden, som våger over sin kirke, tillod han ikke denne ekstreme tyranni, så han brugte politiske begivenheder til at berolige tingene. På samme tid kaldte bataljonerne af de sejrrige hære i Gallien til Julian som den nye Cæsar og marcherede under hans banner for at bekæmpe Constantius og tilrane sig magten fra ham. Men sidstnævnte døde snart i år 361, hvilket tillod sejrherren at komme ind i Konstantinopel.
Afslutningen på Athanasius' liv
Den utaknemmelige Julianus! Sådan kaldte historien ham. Hvad angår historikere, kaldte de ham Filosoffen Julian, og dette navn kan være passende for ham, fordi han var en mand med videnskab og filosofi ud over sine militære kvaliteter. Julian udviste tolerance over for religioner og ønskede ikke at blande sig i kirkelige anliggender. Men han ønskede at genoprette hedenskabets arv, så han etablerede templer og strukturer igen uden at støde andre religioner. Så snart han overtog magten, tillod han de landflygtige at vende tilbage til deres land. Athanasius vendte tilbage til Alexandria i år 361. Så snart folket hørte om dette, angreb de biskop George, og havde det ikke været for politiet, ville de have dræbt ham med det samme! Glæden vendte tilbage til alles hjerter, og de tog imod deres biskop med åbne arme! Athanasius fortsatte således sit pastorale arbejde, som om han aldrig havde forladt sit stift: han prædikede, prædikede og døbte uden afbrydelse! Han blev inviteret til et stort råd i år 362, som var berømt for sine vigtige doktrinære udfordringer.
Men så snart Julian hørte om biskoppens virksomhed, blev han vred, især da han erfarede, at Athanasius med sin sædvanlige frimodighed begyndte at døbe fremtrædende kvinder fra det høje samfund. Så han beordrede ham til straks at forlade byen, ellers ville han blive straffet hårdt! Og sådan var det i slutningen af år 362.
فهرب إلى الصحراء مجدداً.. في هذه الفترة تعرّف على أنطونيوس الكبير وارتبط به بصداقة حميمة. وكان أنطونيوس المتوحّد الذي كان ينمو في التقوى والكمال متمثلاً بإيليا النبي، مستعداً لمقابلة وجه الله الحيّ في حاضر مستمر وسط البادية القاحلة. وقد بقي أنطونيوس طيلة حياته الصديق الأمين المخلص لأثناسيوس يسنده بصلواته ومحبته. ثم قُتل يوليانوس فعاد إلى المدينة سنة 364 عندما استلم ليوقيانوس الحكم.. ثم قُتل ليوقيانوس واستلم فلانسيوس الإمبراطور الآريوسي الحكم على الشرق… فهرب أثناسيوس سنة 365 ثانية… ثم لأسباب مبهمة أُعيد لأبرشيته… فذهب الشعب للمرة الأخيرة بموكب عظيم مؤثر ليصطحبه من مكان انعزاله سنة 366 وسلّمه أبرشيته الشاغرة.
وهكذا قضى أثناسيوس بقية حياته في هدوء واستقرار يرعى أبرشيته ويدير أمورها بمحبة وإخلاص. أجل لقد فقدَ مع العمر شيئاً من الحماسة والعنفوان اللذين كان يتصف بهما شبابه ليخلّص الكنيسة حيث كان يفور من غضبه عندما ينتصر الهراطقة وحيث كان يتجاوز الحدود أحياناً. كان المسيح في نظره بخطر فمن يستطيع أن يسكت؟ هل نلومه إذا وحَّد نفسه أحياناً بالأرثوذكسية معتبراً أعداءه الشخصيين أعداءها وأصدقاءه أصدقاءها؟ ألم يمثّل في الواقع الرأي المستقيم مدة نصف قرن تقريباً حاملاً على عاتقه الكنيسة بأسرها؟ ألم يصمد هو وحده أمام قوات العالم التي تحالفت جميعها لإسقاطه فحمل راية الحق رغم المشقات؟ ألم يتحمل بصبر وثبات النفي خمس مرات لفرط محبته للمسيح ؟ …
هكذا انتهت حياة هذا المناضل، بطرية هادئة سالمة: يهتم برعيته، يتابع اتصالاته مع سائر الكنائس، يؤلف الكتب ويمارس النشاطات المختلفة. توفي في 3 أيار 373 وكان قد رسم قبل وفاته خلفه الأسقف بطرس. كان أثناسيوس أول أسقف يكرم إكراماً شعبياً بدون أن يستشهد! ذهب بفرح لمناجاة كلمة الله الذي بذل حياته لخدمته بإخلاص ومحبة. كان قد قضى عشرين سنة في المنفى من ضمن سني أسقفيته الستة والأربعين. توفي أثناسيوس قبل أن يتحقق له النصر النهائي ولكن النصر كان قريباً، إذ فرض الإمبراطور ثيودوسيوس إيمان نيقية في الإمبراطورية كلها سنة 380. هكذا توارى من الإسكندرية هذا الرجل الذي اعتبره معاصروه كإنسان ميثولوجي محاط بهالة، كفرعون القرن الرابع… أمّا المسيحيون فوجدوا فيه (ركن الكنيسة) الذي بواسطته دافع الله عن ثباتها وحافظ على الإيمان القويم فيها.
Hans uddannelse
Athanasius' værker har ikke den pragt, der kendetegner det fjerde århundredes fædres værker, hvad angår sprogets skønhed og høje stil. Det havde dog en indvirkning på kristnes hjerter i enhver æra og i Egypten. En af det sjette århundredes præster skrev til sin elev: "Hvis du finder et stykke fra Athanasius' skrifter, og du ikke har papir, så skriv det på dit tøj."
نذكر من أهم مؤلفاته كتاب (حياة أنطونيوس الكبير) الذي اعتبر كنموذج لتأليف سير القديسين، وبحثه في (تجسد الكلمة) الذي يعتبر من أبرز المؤلفات العقائدية في عصره، ومقاله (ضد الآريوسيين) الذي يكافح به هذه البدعة ويبرز بوضوح وحدة الآب والابن من حيث الجوهر الخ…
Hvad angår den teologi, som vi udleder af hans skrifter, er den let og klar, da dens forfatter er overbevist og ønsker at blive overbevist. Han søger ikke efter stilens skønhed eller skrivekunsten. Han gentager og gentager og vender så tilbage til sin grundlæggende idé for at fremhæve den.
فكرة أثناسيوس الأساسية التي أراد أن يبرهن عنها في كل مؤلفاته هي التالية: (تجسد الإله لكي يتألّه الإنسان). بالنسبة له، التجسّد هو أساس المسيحية: أحب الله الإنسان ولم يرد أن يتركه في سقطته، أراد أن يعطيه حياة أبدية لذلك كانت توبة ابن آدم وحدها لا تكفي… المصالحة تقتضي ذبيحة كاملة… تقتضي تنازلاً كلياً… التحاماً وثيقاً بين الطبيعتين الإلهية والإنسانية. هذا ما حققه الله بواسطة كلمته! فكيف يدّعي آريوس أن الكلمة ليس إلهاً؟ إن هذا الهرطوقي لم يعرض مشكلة (اللوغوس) حباً بالمعرفة وبغية الوصول إلى الحقيقة، كل ما يهمه في الأمر هو مصلحته الشخصية التي دفعته إلى تفضيل الظلمة على النور… لو فتش الكتب حقيقة لوجد الأدلة الكافية التي تثبت ألوهية المسيح وفهم معنى هذه العبارة: (والكلمة صار جسداً وحلّ بيننا). (الكلمة) الذي هو إله، تجسّد وانتصب جسراً بين الخليقة والخالق. أمّا الانطلاقة الأساسية فهي من الله الآب الذي شاء أن يقوم بهذا العمل المعجز. إنه عمل يفوق منطق الفلسفة لأن المسيحية تحقيق للإله (غير المنزه عن المادة) الإله الذي قدّس المادة! الله ازدرى الحواجز التي تفصله عن الخليقة الساقطة واتخذ له جسداً في أحشاء العذراء ولم يدخل في جسد إنسان قديس كما يدعى الآريوسيون… اتخذ جسداً بدون أن ينفصل عن ألوهيته. محبته لنا هي التي جعلته يولد ويظهر بجسد إنساني. لكن هذا التجسّد لم يغيّر من جوهره الإلهي ولم يسئ إلى جلاله: )… بتجسده لم يتغيّر، يقول أثناسيوس، بل بقي على جوهره): محبته لنا هي التي دفعته إلى تقديم نفسه ذبيحة للآب. موت المسيح ضروري لكي نتخلص نحن من لعنة الخطيئة التي شوّهت فينا صورة الله الأصلية. وبنتيجة اتحاد جسده بجسدنا، وموته وانتصاره نموت نحن أيضاً عن الخطيئة وننتصر. وكما أنه بسبب علاقتنا بآدم الأول ورثنا الموت، كذلك بعلاقتنا مع الإنسان النازل من السماء انتصرنا على الموت وورثنا الحياة!
Ifølge Athanasius er frelse en anden skabelse, en ny fødsel, der gør os til Guds børn: (Gennem sin inkarnation gjorde han os til Faderens børn og Gud-mennesket, da han selv blev et menneske!). Dette er den uundgåelige konklusion, han når. Kristus gjorde os til Guds børn og guddommeliggjorde os, da han påtog sig dette dødelige legeme for at ophøje menneskets syndige natur til Gud Faderen og dele den udødelige guddommelige natur med ham.
Gennem alle Athanasius' skrifter føler vi denne dybe, standhaftige tro og stille forsikring, der giver ham tillid til sig selv og til alt, hvad han siger. Han ønsker at bevise sandheden af, hvad han sagde til sine modstandere, så han siger: (Et træk ved religion er overtalelse, ikke påtvingelse). Han indsamler klare, verificerede beviser og beviser for at overliste sine fjender og afsløre sandheden om det, han præsenterer.
Hans stil er enkel, koordineret, logisk og organiseret og har en vis veltalenhed, selvom den langt fra er dekorativ. Han er en troende mand. Han forklarer Bibelen og tager beviser fra den for at hjælpe ham med at afklare sin idé. Han går ikke for langt i teologisk kontemplation. Han er en handlingens mand med dyb mental balance, og alle betydningerne af den oprindelige kristendom er besat dybt i ham! Selvom vi nogle gange finder i ham en vis foragt for kættere, skyldes dette hans interesse for doktriner, ikke individer, da han bekæmper enhver person, der ikke anerkender Kristi sandhed! Enhver, der ikke tror, at Kristus er en inkarneret Gud, der opnåede vores frelse for at bringe os ind i evigt liv, rejser sin vrede og opfordrer til angreb! Hvis Kristus ikke er en sand Gud, der henter sin guddommelighed fra Gud, hvordan kan han da guddommeliggøre og frelse menneskeheden? Den, der ikke i sin kerne føler Ordets sandhed og accepterer det som et fast spørgsmål, som Kirken har lært os gennem sin tradition og sit liv, og gør det til stede i hendes hellige mysterier, med et vedvarende mirakel, denne person, Athanasius, kan ikke betragtes som en kætter, der er afvigende fra fællesskabslivet i kirken.
Den logiske konklusion fra Athanasius' lære er, at kristendommen sigter mod askese, der renser sjælen og ophøjer den til liv inden for rammerne af den hellige treenighed. Hvis vi forener os med Kristus, opnår vi hjertets renhed, og hvis vi bliver asketiske, når vi kundskab om Gud og går ind i hans kærlighed. Treenigheden er en reel, nærværende virkelighed, som Athanasius føler som en levende virkelighed, ikke som teologiske ideer. Treenigheden bevæger hans væsen og antænder ham indeni. Han var en af de første fædre, der udvidede sit forsvar, ud over Sønnens guddommelighed, af Helligåndens guddommelighed.
Derfor opmuntrer Athanasius livet i askese og klostervæsen, og i sin bog (Om jomfrudommen) lærer han, at jomfrudommen sigter mod at hellige sjælen og ophøje den, at mødes med Gud: askese er en helligheds vej, en vej til åndelig fremgang . Hans skrifter er ikke en teologisk afhandling, men derimod et udtryk for sjælens ophøjelse til Skaberen. Athanasius er derfor den asketiske biskop, der våger over sine børn og lærer dem religionens sandhed med klarhed og kærlighed.
Fædrene, der gik forud for Athanasius, var enten martyrer eller filosoffer. Martyrerne var skrevet med blod og længtes efter guddommelig kærlighed, mens filosofferne stolede på fornuft og logik for at præsentere tro. Hvad angår Athanasius, så tilhører han ikke en filosofisk skole. Hans åndelige hjem er kirken. Hans personlighed blev dannet i den bispelige administrations kontorer. Athanasius befriede teologien fra Platon og hans filosofi og byggede den på Kristi inkarnation. Han er den mand, der gav inkarnationen dens betydning i en æra, hvor kætteri begyndte at infiltrere Kirken på en satanisk måde for at sprede korruption i den.
أجل، إنه لوجه غريب هذا الرجل الذي برز في بداية القرن الرابع! إنه رجل الكفاح الدائم والمقاومة المستمرة. متصلّب الرأي، حذق، نشيط، قد يكون سلساً في الأمور الثانوية، لكنه في الأمور الأساسية والقضايا الجوهرية حازم لا يتزعزع. مثابرته لا تقف عند نجاح جزئي وهمته لا تخمد عند فشل نهائي! تطور الكنيسة فيما بعد ارتكز على نشاط هذا الرجل الوحيد، على الصراع العنيف الذي طبع حياته وعلى الانتصار الذي تحقق له بعد وفاته. إن بقيت الكنيسة سائرة على مقررات مجمع نيقية فالفضل يعود لهذا القديس الذي علم ما للتجسد وألوهية الكلمة من أهمية في المسيحية وظفرها. قدّم حياته ذبيحة لكي تتأصل هذه الفكرة في أذهان المسيحيين عبر الأجيال… إنه رجل البأس والشجاعة الذي اتخذ موقف الجبابرة في حين كانت الكنيسة بحاجة إلى الأبطال.
Athanasius kendte forfølgelsens bitterhed og kendte også Kirkens herlighed i dage med fred og statsbeskyttelse. Men herlighederne berusede ham ikke, så han forblev indsigtsfuld og opmærksom indtil det sidste. Han befriede kirken fra kejsernes åg og banede vejen, som kirken skulle gå på. Havde det ikke været for ham, ville den begyndende kirke være faldet i hænderne på arianerne, og havde det ikke været for hans standhaftighed over for de timelige myndigheder, ville kirken være blevet fuldstændig ødelagt! Han er Nicaeas helt! Det er et symbol på styrke, udholdenhed og ridderlighed.
Skrevet af Emma Gharib Khoury
(1) Enhver romersk historie (udgiver)
(2) Forfatningen blev færdiggjort ved det andet økumeniske råd i Konstantinopel, så den kaldes normalt Nicene-Konstantinopel-forfatningen. Se bogens første kapitel (Introduktion til den kristne lære) af Kosti Bandali og en gruppe forfattere, og (The Ecclesiastical Law Collection), i Al-Noor Publications.
(3) باخوميوس أب الرهبنة (الجماعية) (Cénobitique) وقد ورد في سيرة الأنبا باخوميوس: (لما وصل (أثناسيوس) إلى دوفانيس خرج أبونا باخوميوس مع جماعة الإخوة في حفل كبير وجمع غفير واستقبله استقبالاً حسناً بالصلوات الكثيرة والتسابيح والشموع…)
(4) يتكلم أثناسيوس في (تاريخ الآريوسيين) قائلاً: (كم من عذارى نذرن أنفسهن للمسيح بعد أن كن يطلبن الزواج… وكم من شباب تغايروا بالغيرة الحسنة.. فخرجوا من العالم للحياة الرهبانية.. وكم من آباء أقنعوا أولادهم وكم من أولاد أقنعوا آباءهم بمزيد من النسك المسيحي.. وكم من زوجات أقنعن أزواجهن وأزواج أقنعوا زوجاتهم وتفرغوا للدخول في عهد الصلاة.. وكم من أرامل وكم من يتامى كانوا جياعاً، عراة وبحماس الشعب أشبعوا واكتسوا.. وكانت غيرة الشعب ومنافسته على الفضيلة شديدة إلى حد يكاد يظن أن كل عائلة وكل بيت قد صار كنيسة.. والسلام كان يرفرف على الكنائس) (تاريخ الآريوسيين 25، 27…)