Efter at han var færdig med at tale om den praktiske moralske lære, finder vi ham vende tilbage til troens lære og siger:
"Eller er I uvidende, brødre? For jeg taler til dem, der kender loven” (Rom 7:1).
إذاً بعد أن قال إننا متنا عن الخطية، يوضح هنا أنه ليس الخطية فقط هي التي لن تسود عليهم بل ولا الناموس أيضاً. فإن كان الناموس لا يسود عليهم فبالأولى جداً لن تسود عليهم الخطية. ثم يجعل كلامه مبهجاً، موضحاً ذلك بمثال من الواقع. ويتضح من هذا المثال أنه يتكلم حقاً عن أمر واحد، له دلالتين، الأولى أن المرأة لا تعد تخضع لناموس الرجل بعد موته، ولا يوجد ما يمنعها أن تصبح زوجة لآخر. والثانية أنه ليس فقط الرجل هو الذي مات في هذه الحالة بل، والمرأة أيضاً، ولكن بالنسبة لناموس الرجل (أي التزامها به كزوجة) وبناء على ذلك فإنها تتمتع بحرية مُزدوجة، فعندما يموت الرجل، تكون قد تحررت من السلطة (أي من سلطة الرجل)، وعندما يظهر أنها هي ذاتها قد ماتت (عن التزامها بناموس الرجل)، فقد صارت بالأولى جداً، حرة. فلو أن حدثاً واحداً (أي موت الرجل) يُحررها من السلطة (أي من سلطة الرجل)، فبالأولى كثيراً عندما يتحدا الحدثان معاً (أي موت الزوج وموت الزوجة عن التزامها بناموس الرجل). وحيث إنه أراد أن يتقدم في الكلام للتدليل على كل هذا، فإنه يبدأ في مدح المتلقين لرسالته قائلاً: ” أم تجهلون أيها الأخوة؟ لأني أكلّم العارفين بالناموس”. بمعنى أني أتكلّم عن أمر معروف وواضح جداً لأناس يعرفون كل هذه الأمور بكل دقة.
"Loven hersker over mennesket, så længe det lever" (Rom 7:1).
لم يقل يسود على الرجل أو على المرأة بل “على الإنسان”، وهو لفظ واحد يطلق على الاثنين معاً. ” لأن الذي مات قد تبرأ من الخطية” [1] . Derfor er loven bindende for de levende, men hvad angår de døde, er den ikke længere bindende for dem i noget. Så du, hvordan han viste, at frihed har to sider? Efter først at have henvist til dette (det vil sige til lovens autoritet), finder vi ham bevise, hvad han siger ved at henvise til kvinden ved at sige:
"For den kvinde, som er under en mand, er bundet af loven til den levende mand. Men hvis manden dør, er hun befriet fra mandens lov. Så så længe manden er i live, kaldes hun en horkvinde, hvis hun gifter sig med en anden mand. Men hvis manden dør, er hun fri fra loven, så hun er ikke en horkvinde, hvis hun gifter sig med en anden mand” (Rom 7,2-3).
Apostlen Paulus henviser konstant til denne sandhed (det vil sige frihed fra loven), og meget præcist, fordi han helt og holdent tror på den. Her placerer han manden i lovens stilling, mens han placerer alle dem, der troede på Kristus, i kvindens stilling.
غير أننا نجد أنه لم يُعبّر صراحةً عن قناعته بأن الناموس قد مات وفقاً لما قاله، لأنه كان من الممكن أن يقول ” يا إخوتي لا يسودكم الناموس لأنه مات”. ولكنه لم يقل هذا لأنه أشار إليه من قبل، بل يُستنتج من كلامه حقيقيةً كيف أن المرأة ماتت بالنسبة للناموس حتى يجعل تأثير كلامه أقل ألماً، وهذا يتضح من قوله:
"Derfor, mine brødre, er også I døde for loven" (Rom 7:4).
فإذا كانت الحرية هي ذاتها التي يمنحها هذا وذاك، (أي عندما يموت الرجل، وعندما تموت المرأة عن التزامها بناموس الرجل)، فلن يكون هناك ما يمنع أن يمتدح الناموس من حيث إنه لا يتسبب في أية أضرار. ” لأن المرأة التي تحت رجل هي مرتبطة بالناموس مادام هو حيّ”. أين هم الآن أولئك الذين يسيئون إلى الناموس؟ فليسمعوا هذا. فبالرغم من أنه لا يمكن إلغاء الناموس عندما تكون هناك ضرورة لوجوده إذ يتحتم على اليهودي أن يخضع له، بل إن مَن يخالفونه يعتبرون زناة، إلاّ أنه لن تكون هناك حجة إذا هجر اليهود ذلك الناموس عندما يصبح ميتاً، فلن يوجه أحد أية إساءة لهم في هذه الحالة. ” ولكن إن مات الرجل فقد تحرَّرت من ناموس الرجل “. أرأيت كيف أنه هنا في المثال يوضح أن الناموس قد مات؟ ولكنه لا يتحدث عن موت الناموس كليةً. ” فإذاً مادام الرجل حياً تُدعى زانية إن صارت لرجل آخر”.
انتبه كيف أنه يُصّر على توجيه إدانة أولئك الذين يخالفون الناموس طالما أنه لا يزال باقياً. أما عندما يبطل، فيمكن للزوجة أن توهب لآخر دون خوف من الإدانة، إذ هي لا تخالف الناموس في هذه الحالة. لأنه ” مادام الرجل حياً تدعى زانية إن صارت لرجل آخر”. ” إذاً يا اخوتي أنتم أيضاً”، وكان متوقعاً أن يقول ـ طالما أن الناموس قد مات، لن تدانوا بالزنا، عندما ترتبطوا فيما بينكم بطريقة أخرى ـ ولكنه لم يقل هذا، بل قال “قد متّم للناموس”. فإن صرتم أمواتاً للناموس فإنكم لستم تحت الناموس. إذاً طالما أن المرأة تصير متحررة بموت الرجل، فبالأولى جداً عندما تموت المرأة (عن التزامها بناموس الرجل كزوجة) تصير متحرّرة منه. أرأيت كم هي عظيمة حكمة الرسول بولس إذ أظهر أن الناموس قد أراد هذا، أن للمرأة الحق في أن ترتبط برجل آخر بعد موت زوجها؟ لأنه كما يقول الرسول بولس إنه ليس هناك ما يُعيقها أن تتزوج برجل آخر، طالما أن الأول قد مات. فكيف يسمح (الناموس) أن تُعطى الزوجة كتاب طلاق بينما الزوج لا يزال حياً؟ أقول إن هذا يتعلق بالأكثر بالخطية التي قد تسقط فيها المرأة. لذا لم يشر إلى هذا الأمر وحتى لو سمح به، إلاّ أنه لم يكن بالنسبة للرسول بولس مُعفى من الاتهام. وعلينا أن نلاحظ مبدأ عند القديس بولس هو أنه غير مُجبر على الحديث عن حالات اضطرارية أو مسائل خاصة أثناء حديثه، هكذا لا يتطرق إلى أمور غير ملزمة للجميع أو أقل ضرورة، لأنه لا يهتم إلاّ بجوهر الأشياء.
Så det fantastiske er, at loven i sig selv fører os til at slippe af med synder, når vi bliver befriet fra den. Han ønsker, at vi skal føres til Kristus. For loven er i sandhed død, og vi er døde (for loven), og dens autoritet er blevet fuldstændig ophævet. Men apostlen Paulus var ikke tilfreds med dette, men tilføjede snarere årsagen. Fordi han ikke kun henviste til døden, men også til korset, som gennemførte alt dette og dermed gjorde os adskilte. Fordi vi ikke blev frelst let, men vores frelse blev opnået ved Herrens død. For som apostlen Paulus siger:
"Opfyldelse af loven ved Kristi legeme" (Rom 7:4).
Men han prædiker ikke kun dette, men han prædiker også og understreger den anden Adams privilegium. Derfor tilføjede han:
"For at du kan blive en anden af ham, som er oprejst fra de døde" (Rom 7:4).
حتى لا يقولوا فيما بعد، ماذا سيحدث إن لم نصر لآخر؟ وأقول إن الأمر المؤكد هو أن الناموس لم يجعل الأرملة زانية عندما تتزوج للمرة الثانية، كما أنه لا يجبرها أن تتزوج. إذاً فلكي لا يقولوا هذا، وضح لهم ضرورة أن نكون لآخر بسبب ما أصبحنا نتمتع به، وهذا ما أشار إليه في مواضع آخرى بأكثر وضوح، قائلاً: ” إنكم لستم لأنفسكم” [2] ، و” أُشتريتم بثمن” [3] ، و” لا تصيروا عبيداً للناس” [4] ، وأيضاً ” وهو مات لأجل الجميع لكي يعيش الأحياء فيما بعد لا لأنفسهم بل للذي مات لأجلهم..” [5] ، هذا بالتحديد ما أشار إليه هنا بقوله متم للناموس “بجسد المسيح”.
ثم بعد ذلك يُبشر برجاء عظيم، قائلاً: “ Lad os bære frugt for Gud“. لأنكم من قبل (أي حين كنتم تسلكون بالجسد)، كنتم تُثمرون للموت، أما الآن فأنتم تثمرون لله.
"For mens vi var i kødet, virkede syndens lidenskaber, som var gennem loven, i vore lemmer, for at vi kunne bære frugt til døden" (Rom 7:5).
هل ترى أن الإنسان الأول قد ربح شيئاً؟ ولم يقل الرسول بولس عندما كنا تحت سلطان الناموس، متجنباً دائماً أن يتيح فرصة للهراطقة، ولكنه قال “لما كنا في الجسد”، أي في الأعمال الشريرة، والحياة الجسدية. فهو لم يقل إن السلوك حسب الجسد كان قبل الناموس بل مع وجود الناموس، ولكنه أوضح كيف أنهم صاروا يشتهونه حتى بعدما أصبحوا متحررين من سلطة الجسد. ولكن بعدما أوضح هذا، لم يقل إن الناموس هو السبب في ارتكاب الخطايا، ولا أعفاه من اللوم. لأنه كان في موضع الاتهام، بكشفه عن الخطايا. لأن هذا الناموس الذي كثيراً ما يأمر الإنسان بالخضوع لوصايا الله يكشف مدى ضعف الإنسان المتمثل في رفضه الخضوع لتلك الوصايا وارتكابه للخطايا. ولهذا لم يقل أهواء الخطية التي صارت بالناموس، بل “التي بالناموس”، ولم يُضف التي صارت، ولكن اكتفى بعبارة “التي بالناموس”، أي تلك التي تُكشف بالناموس، والتي تُعرف بواسطة الناموس.
ثم بعد ذلك ولكي لا يتهم الجسد، لم يقل تلك الأهواء التي تعمل من خلال أعضاء جسدنا، بل ” أهواء الخطية.. تعمل في أعضاء الجسد” مُظهراً كيف أن بداية الشر مصدرها الأفكار التي تُحرّض على ارتكاب الخطايا. كأن النفس هي كالعازف بينما الجسد هو كالقيثارة، فتخرج النغمات كما يريدها العازف. وبناء على ذلك فإن النغمة الرديئة لا تنسب للقيثارة (الجسد)، إنما يجب أن ننسبها للنفس.
3 - "Men nu er vi frigjort fra loven" (Rom 7:6).
أرأيت كيف أنه هنا أيضاً يهتم بالحديث عن الجسد بجانب حديثه عن الناموس؟ لأنه لم يقل إن الناموس تحرر، ولا قال إن الجسد تحرر، بل قال “تحررنا”. وكيف تحررنا؟ تحررنا بعدما مات الإنسان العتيق الذي كنا ممسكين فيه ودُفن. لأن هذا هو ما أعلنه قائلاً: ” Da den, vi holdt, døde“. كما لو كان قد قال إن القيد الذي كنا ممسكين به قد سقط وانتهي، حتى لا نكون ممسكين بالخطية التي أمسكتنا قديماً. إلاّ أنك لا يجب أن تستكين ولا أن تكون غير مبال. لقد تحرّرت لكي تصير مرة أخرى عبداً، ولكن ليس بنفس الطريقة، بل ” Ved nyskabelse af sjælen, ikke ved frigørelse af bogstavet“.
Hvad mener apostlen Paulus med sine ord her. Det er det, vi skal afklare, så vi ikke bliver sure, når vi når til denne del?
Når apostlen Paulus siger, at Adam syndede, og hans legeme blev fordærvet, underkastede sig lyster og led mange mangler, blev han således mere trist og ulydig. Men han beskriver vores tilstand for os efter Kristus kom, idet han sagde, at han kom og gjorde vores legeme lettere gennem vores dåb, idet han gav dette legeme åndens vinger. [6] . ولهذا السبب تحديداً فإننا لن نجوز نفس التجارب التي جازاها القدماء، لأن الطريق لم يكن سهلاً في ذلك الوقت. ولذلك فإن المسيح له المجد لا يطلب منا نحن الذين اعتمدنا باسمه أن نكون مُبغضين فقط للقتل ـ مثلما كان قديماً ـ بل مُبغضين للغضب أيضاً. كذلك لا نكون متحررين فقط من الزنا، لكن متحررين أيضاً من النظرة الشريرة. ولا أن نبتعد فقط عن إعطاء الوعد عن طريق القسم، لكن أن نبتعد عن القسم تماماً، بل ويوصينا أن نحب الأعداء. وفي كل الأمور الأخرى جعل طرق خلاصنا ممكنة وسهلة، وإن لم نخضع فإنه ينذرنا بجهنم، وقد أوضح لنا أن المطلوب ـ بالنسبة للذين يجاهدون ـ ليس هو مجرد الرغبة في الافتخار بالعفة والتجرد مثلاً، بل بالحري ينبغي على كل حال أن نتمم هذه الفضائل عملياً. لأن هناك ضرورة ملّحة لتطبيقها، والذي لا يفعلها يُعاقب بأشد العقاب. ولهذا قال: ” إن لم يزد بركم على الكتبة والفريسيين لن تدخلوا ملكوت السموات” [7] ، والذي لن يرى الملكوت بالطبع سيوجد حتماً في جهنم. ولذلك قال الرسول بولس: ” فإن الخطية لن تسودكم لأنكم لستم تحت الناموس بل تحت النعمة” [8] . وهنا أيضاً يقول: ” حتى نعبد بجدة الروح لا بعتق الحرف”. لأنه لا يوجد حرف يُدين، أي الناموس القديم، بل يوجد الروح الذي يُعين. فإذا استطاع شخص ـ في فترة الناموس القديمة ـ أن يحفظ البتولية، فهذا في حد ذاته كان يعد أمراً عظيماً جداً، أما الآن في المسيح فإن هذا الأمر منتشر في كل أرجاء الأرض. وكذلك بالنسبة للموت أيضاً، الذي استطاع بعض الرجال أن يستهينوا به، بينما الآن في المسيح توجد أعداد لا تُحصى من الشهداء في القرى والمدن وليس من الرجال فقط، بل ومن النساء أيضاً الذين لا يعطون للموت حساباً.
4 - Så forklarer han, at der er opstået et paradoks, og forklarer i denne forklaring, hvad han vil sige. Hvilket han aldrig havde gjort før. Han tog udgangspunkt i dette paradoks, som synes at være udledt af hans tidligere ord. Denne forklaring viser, at han ikke ønsker at rette nogen hård fordømmelse af loven. Så efter at han sagde:
"Så at vi kan tilbede med åndens nyhed og ikke med bogstavets gammelhed," tilføjede han, "så hvad skal vi sige?" Er loven syndig? Gud forbyde det” (Romerne 7:6-7).
وقبل هذا قال: ” لأنه لما كنا في الجسد كانت أهواء الخطية التي بالناموس تعمل في أعضاءنا”. وأن ” الخطية لن تسودكم لأنكم لستم تحت الناموس بل تحت النعمة” [9] وأيضاً ” إذ حيث ليس ناموس ليس أيضاً تعدِ” [10] . ” وأما الناموس فدخل لكي تكثر الخطية” [11] . وأيضاً ” الناموس ينشئ غضباً” [12] . من الواضح أن كل ذلك يعتبر إدانة للناموس، فكما لو كان قد أراد أن يُزيل هذا الشك، يُشير إلى المفارقة قائلاً: ” فماذا نقول؟ هل الناموس خطية؟ حاشا”.
وقد كان هدفه أن يقترب من المستمع، وأن يجعله لا يتعثر. لأنه بعد أن عرض هذا الكلام عليه وعرف ما يجول بخاطره، يشاركه الرغبة في شرح ما هو غير مفهوم، حتى لا يشك في كلام محدّثه. ولهذا ألحق بكلامه تلك المفارقة مشيراً إلى الناموس. لأنه لم يقل، ماذا يمكن أن نقول؟ لكنه قال “فماذا نقول”؟ كما لو كان الأمر متعلقاً بقناعة جمع كبير هو منهم، إذ استنتجوا هذا السؤال الاعتراضي النابع منهم كنتيجة لما قيل، وهذا ما تظهره حقيقة الأمور. لأنه يقول إن حرف الناموس يقتل، ولم يعترض أحد، وأن الروح يُحيي وهذا واضح، ولا يستطيع أحد أن يختلف على ذلك أو يعارض فيه. إذاً لو كانت هذه الأمور مقبولة، فماذا يمكن أن نقول من جهة الناموس؟ هل الناموس خطية؟ حاشا. إذاً فقد رفع الشك والحيرة. أرأيت كيف يُزيل هذا الاعتراض، ويقدّم الشرح آخذاً مكانة المعلّم؟ وما هو الشرح إذاً؟ هو أن الخطية لم تكن موجودة، إذ يقول ” بل لم أعرف الخطية إلاّ بالناموس”. انتبه إلى قوة الحكمة. فقد فهمنا من خلال سؤاله الاعتراضي “هل نبقى في الخطية “؟ أن الخطية ليست هي الناموس، ثم يمضي في إقناع اليهودي بقبول ما هو أقل. لكن ما هو الأقل؟ هو ” لم أعرف الخطية إلاّ بالناموس”.
"For jeg ville ikke have kendt begær, hvis ikke loven havde sagt: 'Du må ikke begære'" (Rom 7:7).
Har du set, hvordan han ikke kun fordømmer synd, men også påpeger, at loven skaber den? Men han præsenterer ikke dette som årsagen bag det, der sker (dvs. begærets synd), men derimod, at årsagen til dets opståen skyldes de uheldige jøder. Her ønskede den hellige Chrysostomus at lukke munden på manikæerne [13] الذين أدانوا الناموس. لأنه بعدما أشار إلى قول القديس بولس: ” لم أعرف الشهوة لو لم يقل الناموس لا تشته” أضاف:
"Men synden, ved at benytte lejligheden ved budet, skabte i mig al lyst" (Rom 7:8).
Så du, hvordan han frikendte loven om fordømmelse? For efter at han har vist motivet, siger han, at det var synd, ikke loven, det overdrevne begær, som betragtes som bevis på svaghed, ikke ondskab. For når vi ønsker og bliver forhindret i at opfylde ønsket, bliver det mere intenst. Dette er dog ikke lovens arbejde. Fordi loven forbyder (at begå synd) for at holde et menneske væk fra det, mens synden, som er repræsenteret ved din ligegyldighed og ondsindede begær, brugte en god ting på en dårlig måde.
Men dette er ikke en fordømmelse af lægen, men af patienten, der brugte medicinen dårligt. Loven blev ikke givet for at tænde begær, men for at slukke den. Men det modsatte skete. Derfor er fordømmelsen ikke rettet mod loven, men mod os, for hvis der står en læge foran ham, som er syg med høj temperatur og gerne vil drikke isvand, og han ikke giver ham noget at drikke, så han øger derved denne lyst, som fører til hans skade, og lægen vil ikke blive dømt for dette, fordi han alene har ret til at forhindre det, men hvis patienten drikker, falder ansvaret på hans skuldre. Så hvad betyder det, at synd tager sin motivation fra loven? Fordi mange ugudelige mennesker har øget deres ondskab ved at stole på gode bud. Satan havde tidligere skadet Judas på denne måde, fordi han fik ham til at falde i elendighed og stjæle fra de fattige. Den skade, han led, skyldtes ikke hans tillid til statskassen, men det, der skadede ham, var snarere hans ondsindede ønske. Det samme er det, der fordrev Adam fra Paradiset, fordi Eva fik ham til at spise af træet. Selv i dette tilfælde var træet ikke årsagen, selvom det var midlet, der fik Adam til at falde. Hvis han (apostlen Paulus) brugte ordet klogt, når han talte om loven, bør du ikke tvivle. Fordi han ønskede at gøre en ende på denne sag hurtigt, uden at lade selv dem, der tog hans ord anderledes, have et motiv til synd. Han fokuserede sin opmærksomhed på at rette op på, hvad der sker i nutiden.
إذاً لا نفحص هذا الكلام الذي قيل هنا هكذا بدون دقة، بل علينا أن نعرف الدافع الذي جعله يقول كل ذلك، وعليك أيضاً أن تفكر في هوَّس اليهود ورغبتهم الشديدة للجدال، وهذا ما يريد الرسول بولس أن يمحوه، ومن الواضح أنه قاسى جداً أثناء حديثه عن الناموس، لا لكي يُدينه، ولكن لكي يُبطل حجة اليهود. لأنه إن كانت هناك إدانة للناموس، باعتبار أن الخطية اتخذت فرصة بالوصية، فإن هذا سيحدث في العهد الجديد. لأنه بالحقيقة توجد وصايا كثيرة جداً في العهد الجديد متعلقة بأمور أكثر أهمية. وهناك أيضاً يستطيع المرء أن يرى نفس الشيء يتكرر، ليس فقط بالنسبة للشهوة، بل بالنسبة لأي خطية بشكل عام. لقد قال المسيح له المجد ” لو لم أكن قد جئت وكلمتهم لم تكن لهم خطية” [14] . وبناءً على ذلك فإن الخطية صارت ظاهرة من هنا، وأيضاً العقاب الشديد المترتب عليها. وعندما تكلم الرسول بولس عن النعمة أيضاً، يقول ” فكم عقاباً أشر تظنون أنه يُحسب مُستحقاً من داس ابن الله” [15] . Derfor er grunden til den ondeste straf foragt for nådens ånd, på trods af de meget rigelige nådegaver. Også derfor er grækerne fordømt, som apostlen Paulus siger, for selv om de blev beæret med fornuftens gave (som Gud gav dem) og godt forstod universets skønhed, og derigennem skulle de være blevet ført til kender dens Skaber, brugte de ikke guddommelig visdom, som de burde.
أرأيت أنه في كل موضع يؤكد على أن الدوافع لعقاب الأشرار تأتى بالأكثر من سوء استخدام الأمور الصالحة؟ لكن من المؤكد أننا لن نُدين إحسانات الله لهذا السبب، بل سوف نقدرها بالأكثر، بينما سندين رغبة هؤلاء الذين يستخدمون الأمور الصالحة لممارسة عكس ما تهدف إليه. إذاً فهذا هو ما ينبغي أن نصنعه في حالة الناموس. ومن المؤكد أن ذلك يعد أمراً بسيطاً وسهلاً، بينما الغير المفهوم هو قوله ” فإنني لم أعرف الشهوة لو لم يقل الناموس لا تشته”؟ لأنه إن لم يعرف الإنسان الشهوة قبل أن يأخذ الناموس، فمن أين أتى الطوفان؟ ومن أين أتى حرق سدوم؟ إذاً ماذا يعني الرسول بولس بهذه العبارة؟ إنه يعني ازدياد الشهوة. ولهذا لم يقل أثار فيّ شهوة، لكن “كل شهوة”، وهو يعني هنا الشهوة المفرطة. وما هي الفائدة من الناموس لو أنه جعل الشهوة تزاد فينا؟ لا يوجد أي فائدة من وراء هذا، بل على العكس فإنه يسبب خسارة كبيرة. غير أن اللوم لا يُوجه للناموس، بل لأولئك الذين قبلوه. لأن الخطية أثارت الشهوة المفرطة، ولكن هذا لم يكن موضع اهتمام الناموس، بل إن اهتمامه كان على عكس من ذلك. إذاً الذي ظهر بوضوح، هو أن للخطية قوة كبيرة في إثارة الشهوة. غير أنه ولا هذا الأمر أيضاً يُعد لوماً موجهاً للناموس، بل موجه ضد أولئك الجاحدين.
” لأن بدون الناموس الخطية ميتة ” بمعنى أنها ليست معروفة بهذا القدر. لأنه من المؤكد أن الذين عاشوا قبل أن يُعطى الناموس قد أخطأوا، فبالأولى جداً أنهم قد عرفوا حجم الخطية بعد إعطاء الناموس. ولهذا كانوا موضع مساءلة لإدانة أكبر. هكذا فإن هناك فرق بين أن يُدين المرء نفسه، وبين أن يُصاحب هذه الإدانة، الناموس الذي يُعلن كل شيء بوضوح.
5 - "Men jeg levede engang uden loven" (Rom 7:9).
أخبرني متى حدث ذلك؟ حدث قبل موسى. لاحظ كيف أنه يحاول أن يُبيّن من خلال ما فعله، وما لم يفعله، أن الناموس كان متعسفاً أو مارس ضغوطاً على البشر. لأن الرسول بولس يقول لأني عندما كنت عائشاً بدون الناموس، لم أدان هكذا، ” ولكن لما جاءت الوصية عاشت الخطية فمت أنا”. الواضح أن هذا اتهام موجه للناموس. ولكن إذا دقق المرء في فهم ذلك، فسيتضح أنه مدح للناموس أيضاً. لأن الناموس لم يعطِ كياناً للخطية دون أن تكون موجودة، ولكنه أظهرها باعتبارها كانت مُختفية، الأمر الذي يُعد مدحاً للناموس، طالما أنه من المؤكد أن الخطايا كانت غير محسوسة قبل الناموس، أما عندما أتى الناموس، وإن كانوا (هؤلاء الذين أُعطى لهم الناموس) لم يربحوا أي شيء آخر، إلاّ أنهم على الأقل عرفوا جيداً الأمر نفسه، أنهم أخطأوا، وهذا ليس هيناً من جهة الاحساس بضرورة التخلّص من الخطية. إلاّ أنه حتى وإن لم يتخلّصوا من الخطية، فهذا لا يُشكل إدانة للناموس، الذي يسعى لهذا الهدف بعينه، إذاً الإدانة كلها توجه إلى رغبة الذين فسدوا تماماً وفقدوا كل رجاء. ومن المؤكد أنه لم يكن منطقياً أن يُضاروا بتلك الأمور التي استفادوا منها. ولهذا قال أيضاً:
"Og jeg fandt, at budet om liv er mit til døden" (Rom 7:10).
لم يقل إن الوصية (أحدثت موتاً)، ولا (ولّدت موتاً)، بل “وجدت” مفسراً بذلك ما هو غريب وجديد في هذا الفكر غير المعقول، ومحولاً كل شيء ضدهم.
For hvis man vil vide formålet med budet, forklarer apostlen Paulus, at det førte til liv, og derfor blev det givet, men når det resulterer i døden, er fordømmelsen rettet mod dem, der tog budet, og er ikke rettet imod buddet i sig selv, som fører til liv. Apostlen Paulus erklærede det samme tydeligere i senere vers og sagde:
"For synden benyttede lejligheden ved budet, bedragede mig og slog mig ihjel" (Rom 7:11).
Har du set, hvordan han overalt beskæftiger sig med emnet synd og fritager loven fra al fordømmelse? Derfor tilføjede han:
"Så er loven hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt" (Rom 7:12).
Hvis du ønsker det, så lad os også påpege forklaringerne fra dem, der forfalsker disse forhold. Vores ord vil blive klarere. Nogle hævder, at apostlen Paulus ikke her taler om Moseloven, men derimod om naturloven, mens andre siger, at han taler om det bud, der blev givet i Paradis. Han sigtede dog efter at bevise, hvad han sagde om denne lov (dvs. den skrevne), og han talte aldrig om de andre love. Det er meget naturligt, fordi denne lov (Moses lov) er det, jøderne frygtede og var bange for, fordi de på grund af loven skændtes med nåden. På den anden side er det slet ikke blevet vist, hverken af apostlen Paulus eller nogen anden, at det bud, der blev givet i Paradis, kaldes en lov.
ولكي يصير هذا الكلام أكثر وضوحاً مما قيل، لنفحص كلام الرسول بولس بدقة، مستحضرين قليلاً الكلام السابق. فعندما كلّمهم عن السلوك الحسن، أضاف قائلاً: ” أما تجهلون أيها الأخوة… أن الناموس يسود على الإنسان مادام حياً؟ .. أنتم قد متم للناموس”. وبناء على ذلك لو أن هذا الكلام قيل عن الناموس الطبيعي، فلابد أنك ستوجد بلا ناموس طبيعي. ولو صح ذلك فستكون أقل غباءً من الحيوانات غير العاقلة. ولكن هذا ليس من الحقيقة في شيء. فليس هناك خلافاً على أن الوصية قد أُعطيت في الفردوس حتى لا نُحمّل أنفسنا بجهد زائد، ونخوض صراعاً حول تلك الأمور التي صارت مقبولة. إذاً كيف يقول: ” لم أعرف الخطية إلاّ بالناموس؟” إنه لا يعني بذلك الجهالة التامة بالخطية، بل عدم المعرفة الدقيقة لها. لأنه لو أن هذا الكلام قيل عن الناموس الطبيعي، فكيف يمكن تبرير الكلام اللاحق؟ إذ قال ” أما أنا فكنت بدون الناموس عائشاً قبلاً”. لأن الواضح أنه لا آدم ولا أي إنسان آخر، قد عاش بدون الناموس الطبيعي. فالله خلق آدم ووضع فيه الناموس الطبيعي في نفس الوقت، جاعلاً إياه رفيقاً مخلصاً لكل الطبيعة.
بالإضافة إلى ذلك، لا يظهر مطلقاً أن الرسول بولس قد أطلق على الناموس الطبيعي كلمة وصية، ولكنه دعى ناموس موسى وصية، وهي عادلة ومقدسة وناموس روحي وكذلك الناموس الطبيعي لم يعط لنا بالروح القدس، لأن العبرانيين واليونانيين وكل الأمم الأخرى، لديهم هذا الناموس (أي الناموس الطبيعي). وبناء على ذلك يكون من الواضح أن الرسول بولس يقصد بكلمة الناموس ـ سابقاً ولاحقاً وفي كل موضع ـ بأنه ناموس موسى. لهذا دعاه مقدساً قائلاً: ” الناموس مقدس والوصية مقدسة وعادلة وصالحة ” إذاً لو أن اليهود قد صاروا نجسين وظالمين وطماعين، بعدما أخذوا الناموس، فإن هذا لا يُبطل عمل الناموس، تماماً كما أن عدم إيمانهم لا يُبطل الإيمان بالله. هكذا يتضح ـ من كل هذا ـ أن الرسول بولس يتكلّم عن الناموس الموسوي.
6 - "For det gode er mig blevet til døden, Gud ske lov, men synd. For at synden skulle komme til syne og virke døden i mig ved det gode" (Rom 7:13).
يبدأ بهذا التساؤل لكي يظهر أن الخطية خاطئة جداً، ويُظهر مدى اللامبالاة، والاندفاع نحو الأسوأ، وفعل الخطية ذاته، والشهوة الشريرة من جانب الإنسان. لأن هذا هو سبب كل الشرور. وهو يُكثر الحديث عن الخطية وحجمها، لكي يُظهر امتياز نعمة المسيح، ولكي يُعلم الجميع بمقدار الشر الذي تحرّر منه الجنس البشرى، والذي لم تفلح معه أدوية الأطباء بل أنه مع هذه الأدوية قد صار أسوأ، ويؤكد على ذلك أيضاً من خلال أولئك الذين أوصوا الجنس البشرى بالامتناع (عن ارتكاب الخطية) ومع هذا ازدادت الخطية. ولهذا أضاف قائلاً: ” لكي تصير الخطية خاطئة جداً بالوصية “. أرأيت كيف أن معركته ضد الخطية قائمة في كل موضع، وأنه من خلال تلك الأمور التي بها يُبطل الخطية، يُبيّن أكثر عمل الناموس، لأنه ليس بالأمر اليسير أن يُظهر أن الخطية خاطئة جداً، حيث يُبيّن ويعرض على الملأ سم الخطية المميت. ومن أجل هذا أعلن قائلاً: ” لكي تصير الخطية خاطئة جداً بالوصية”. أي لكي يظهر أن الخطية هي شر عظيم جداً، وتؤدى إلى هلاك مُحقق. من خلال كل هذا يُبيّن أيضاً أن امتياز النعمة في مقابل الناموس يعد امتيازاً حقيقياً وليس مجرد أمر قابل للنزاع.
إذاً لا تعتبر أن الذين قبلوه صاروا أسوأ، بل عليك أن تنتبه لأمر هام، أن الناموس لم يشأ أن يقود إلى زيادة الخطية، وليس هذا فقط، بل أنه حاول أن ينتزع تلك التي كانت موجودة من قبل. لكن وإن كان لم يستطع أن ينجح في هذا، فعليك أن تمتدحه على موقفه هذا، وعلى الجانب الآخر عليك أن تسجد بالأكثر لقوة المسيح الكثيرة التنوع، التي أطاحت بالخطية التي يصعب هزيمتها، وحطّمتها بعدما اقتلعتها من جذورها. غير أنك عندما تسمع عن الخطية، لا تتصور أنها قوة لها كيان، بل هي فعل الشر الذي دائماً يظهر ثم يختفي، وهو قبل أن يصير واقع، لم يكن له وجود، وحين يصير واقع يبدأ في الاختفاء مرة أخرى. لأنه لهذا أُعطى الناموس. ولكن الناموس لم يُعط قط لإبطال التصرفات الناتجة عن ضعف الطبيعة البشرية (بسبب السقوط)، بل لأجل إبطال الأعمال الخبيثة التي تصدر من رغبة شريرة. وهذا الأمر يعرفه المشرّعون الأمميون وكل الجنس البشرى. فالشرور التي تحدث لا تتوقف إلاّ عندما لا نهتم بها، المشرّعون لم يقدموا وعد بانتزاع (الخطايا) المتعلقة بالطبيعة البشرية، لأن هذا غير ممكن، حيث إن تلك (الخطايا) المتعلقة بالطبيعة، تبقى ثابتة، الأمر الذي حدثتكم عنه في عظات أخرى مرات عديدة.
7 - Og netop derfor, efter at vi forlader disse konflikter, lad os endnu en gang være opmærksomme på den moralske samtale, eller det er bedre at sige, at denne del om konflikterne vedrører disse (jøderne). For hvis vi forkastede ondskab og var dydige, ville vi klart vide, at ondskab ikke har nogen entitet eller natur. Og de, der forsøger at vide, hvor ondskaben kommer fra, vi vil forsøge at gøre dem tavse, ikke kun med ord, men med fakta, for vi deler den samme menneskelige natur med dem, men vi er blevet befriet fra deres ondskab. Derfor skal vi ikke forestille os, at dyd er svært, men at det er muligt at opnå det. Hvis vi prøver, bliver det enkelt og nemt. Hvis du foretrækker at tale om syndens glæde, må du også tale om dens afslutning. Fordi synd fører til død, ligesom dyd fører til liv. Eller bedre sagt - hvis du vil - undersøg hver af dem, før hver enkelt når sin ende. Du vil se, hvordan synd bringer stor smerte, mens dyd bringer glæde. Så er der noget lykkeligere end godt håb? For der er intet, der sårer os og plager os i denne grad mere end at se mod det onde, og der er heller ikke noget, der støtter os i denne grad, og får os til at rejse os, mere end en god samvittighed.
Vi kan lære dette gennem de ting, der sker for os. Se på tiggerne, der vandrer i de smalle gader, uden at være bange for at komme til skade. Hvorfor refererer jeg til fanger? De, der bor uden for fængslets mure i ekstrem rigdom og ikke har nogen følelse af, at de er syndere, er underlegne i forhold til de arbejdere, der arbejder med deres hænder og tilbringer hele dagen i slid og strabadser. Disse arbejdere er meget bedre end dem. Derfor har vi ondt af bryderne, selvom vi ser dem drikke på barer, hygge sig og spise glubsk, siger vi, at de er mere elendige end alle andre, fordi dødens katastrofe, der venter dem, er meget større end disse midlertidige fornøjelser. . Men hvis de tror, at livet bare er for sjov, skal de altid huske, hvad jeg sagde til dig før: at den, der lever i synd, skal lide dens bitterhed og tristhed. Således fremstår noget, der er meget hadefuldt, for dem, der stræber efter det, som noget elsket. Men vi saliger dem ikke for det. Vi har snarere ondt af dem, netop fordi de ikke ved, hvor farlig den tilstand, de har nået i at praktisere synd.
Men hvad kan vi sige til ægteskabsbrydere, der for lidt fornøjelses skyld lider for meget slid, udgifter, konstant frygt og et liv, der ligner Kains i almindelighed? Det er bedre at sige, at det er meget værre end Kains liv, fordi de er bange for nuværende ting og rædselsslagne for fremtidige ting, og er mistænksomme over for venner og fjender, over for dem, der ved noget om dem, og dem, der intet ved? De kan ikke slippe af med denne angst, selv når de sover, fordi deres onde samvittighed bringer drømme tilbage, fyldt med mange frygt, og derfor er de meget rædselsslagne. Hvad angår den kyske person, er dette ikke tilfældet, han lever hele sit liv i komfort og fuldstændig frihed. Så hvis du sammenligner disse menneskers mange bølger af frygt med den flygtige nydelse, de opnår, og roen eller freden i det evige liv, som enhver, der vandrer med kyskhed, opnår, så vil du indse, at denne kyskhed er mere salig end begær. Så den, der ønsker at kidnappe (hvad der ikke tilhører ham) og overfalde andres penge, fortæl mig, at han ikke lider af mange problemer, når han løber her og der, hyklerisk behandler slaver og frie mennesker, intimiderer, truer, handler tåbeligt, ikke sover, og altid rædselsslagen, bekymret og tvivlende på alt? Hvad angår den, der foragter penge, er det ikke tilfældet, men han nyder mange glæder, så længe han lever uden frygt og i fuld sikkerhed.
Hvis man undersøger andre typer synder, vil man se, at de volder deres gerningsmænd mange nød og store vanskeligheder. Det er værd at bemærke, at vanskeligheder kommer først, mens en person går på dydens vej, så kommer der lykkelige ting efter det, og dermed aftager smerterne. Med hensyn til at praktisere det onde, er situationen den modsatte, da smerte og straf kommer til en person efter glæderne, og her forsvinder denne glæde. Ligesom den, der venter på kroner, ikke føler nogen af den nuværende verdens byrder, således venter den, der glæder sig over synden, straffe og kan ikke nyde sand glæde, så længe frygten ophæver alt. Bedre at sige, hvis man undersøger sagen omhyggeligt, vil man indse omfanget af den smerte, som de ugudelige lider, når de vover at begå synd, og endda før den straf, der er forberedt for dem. Hvis du vil, så undersøg livet for dem, der snupper det, der ikke tilhører dem, og dem, der forsøger at tjene penge på skæve måder. Lad os holde os væk fra frygt, farer, panik, angst og alle disse ting, og antage, at der er en person, der er blevet rig uden at blive træt, og at han stræber efter at bevare livets nuværende anliggender, selvom dette anses for umuligt, men hvis dette antages, hvilken lykke kan denne person så nyde? Er det fordi han vandt meget? Men dette efterlader ham specifikt ikke plads til lykke. Efterhånden som han ønsker flere ting, øges hans smerte mere.
Fordi lykke er givet, når lysten stopper. Når vi er tørstige, drikker vi hvad vi vil for at slukke vores tørst, mens jo mere vores tørst efter denne verdens ting tiltager, selvom vi tømmer alle brøndene i os, vil vores lidelse blive større, og hvis vi drikker mange floder, vil straffen blive mere skræmmende. Således, med hensyn til tingene i denne verden, hvis du accepterer dem, mens du fortsætter med at begære dem, gør du straffen meget større, i forhold til som din sult efter disse ting tiltager. Du skal ikke tro, at der blandt de mange ønsker i dette liv er et specifikt ønske, som er blevet tildelt dig (rigdom), og at du hele tiden skal stræbe efter at opnå det, men du skal ikke ønske rigdom. For hvis du higer efter det, vil din pine ikke stoppe, og du vil lide. Du vil spekulere på, om denne vej er uendelig? Ja, jo længere du går på denne vej, jo længere er du fra enden. Så er dette ønske om rigdom ikke noget forvirrende og besat, eller endda den værste form for besættelse?
إذاً فأول كل شيء هو أن نبتعد عن الخطية أو من الأفضل أن نقول ينبغي ألا نشرع مطلقاً في السعى نحو الشهوة، ولكن إن انخدعنا وشرعنا في ممارسة الشهوة فلنبتعد عن البداية، الأمر الذي يفصح عنه كاتب سفر الأمثال، بالنسبة للتعامل مع المرأة الزانية، قائلاً: ” ابعد طريقك عنها ولا تقترب إلى باب بيتها” [16] . نفس الشيء أقوله لك من جهة البخل. لأنه إن سقطت ولو قليلاً في هذا البحر من الهوس، فمن الصعب أن تتمكن من النجاة. تماماً كما في حالة المصابين بالدوخة أو الدُوار، فلو أنك حاولت آلاف المرات فلن تُنقذ بسهولة، وهكذا فإنك ستُصاب بهذا الدوار، بل وأسوأ منه بكثير. وعندما تسقط في أعماق هذه الرذيلة (البُخل)، ستدمر نفسك وكل ما حولك.
8 ـ ولهذا أرجو أن نتنبه للبداية، ولنتجنب الخطايا الصغيرة، لأن منها تأتى الخطايا الكبيرة. لأن من تعوَّد ـ عندما يسقط في كل خطية ـ أن يقول لن أرتكب إلاّ هذه الخطية فقط، فإنه سيفقد كل شيء تدريجياً. إن هذا الأسلوب في التفكير هو ما يجلب الخطية، هو ما فتح الباب أمام اللص (أي الشيطان) وهو ما هدم أسوار المدينة، هكذا أيضاً من جهة الجسد، فإن الأمراض الخطيرة تزداد، عندما تُهمل الأمراض البسيطة. فعيسو إن لم يُسلّم البكورية، لما أصبح غير مستحق للبركة، وإن لم يجعل نفسه غير مستحق للبركة، ما كان سيصل إلى مرحلة يريد فيها قتل أخيه. وقايين لو لم تكن لديه هذه الرغبة المُلّحة في أن يكون الأول في كل شيء، ولو أنه تنازل عن هذه المكانة لله، ما كان له أن يصير في المرتبة الثانية، وأيضاً عندما أتى في المرتبة الثانية، لو أنه سمع النصيحة، ما كان له أن يرتكب القتل، وأيضاً بعدما ارتكب القتل، لو أنه قدم توبة عندما دعاه الله، ولم يُجب بسفاهة، ما كان ليعني من المآسي والشدائد التي أعقبت القتل.
Hvis de, der levede før loven, nåede syndens dybder på grund af ligegyldighed og den gradvise begåelse af synd, så må vi tænke på, hvad vi, som er kaldet til større prøvelser, vil lide, hvis vi ikke iagttager os selv med den største præcision, og hvis vi ikke skynder os at slukke syndens gnist, før... Hvis ilden bryder ud, vil vi udsætte os selv for hård straf. Forstår du, hvad jeg vil sige? Du bryder altid løfter, så du skal ikke kun stoppe der, men du skal være fri for ethvert løfte, og du behøver ikke at gøre en indsats senere. Fordi ikke afgive et løfte anses for bedre end at give et løfte og ikke opfylde løftet senere. Er du fornærmende, krænkende og konfliktelskende? Sæt en lov for dig selv, for aldrig at blive vred og aldrig at skrige, og synden vil blive rykket op fra sine rødder, og den vil ikke bære nogen frugt. Er du begærlig og ekstravagant? Sæt også en grænse for dig selv, så du ikke ser (lystfuldt) på en kvinde, eller går til skammelige fester, eller undersøger detaljerne hos smukke, mærkelige kvinder på markedet. For ikke at se på en smuk kvinde fra begyndelsen, mens lysten brænder inde i dig, er nemmere end at overvinde den uro, der kommer fra dette look. Fordi jihad fra begyndelsen er lettere, eller det er bedre at sige, at vi ikke engang har brug for jihad, hvis vi ikke åbner dørene for fjenden, og hvis vi ikke accepterer ondskabens frø.
Derfor dømte Kristus, ære være ham, den, som ser på en kvinde til at begære hende, for at frelse os fra mange trængsler, og befaler os at fordrive fjenden fra huset, før han bliver stærk, så vil det ikke være muligt at udvise ham let. Hvis det, en person har, ikke er af værdi, hvorfor skulle han så skændes med sine modstandere, når han kan vinde, hvad han vil uden at skændes, og snuppe prisen før kampen? Selvom det ikke er en stor besvær for nogen ikke at se på en smuk kvinde, er det en stor indsats at kontrollere sig selv, når man ser på en kvinde. Eller det er bedre at sige, at der ikke kan være besvær, når man ikke kigger, men stor indsats og træthed kommer, når man kigger og derefter prøver at kontrollere sig selv. Så når strabadserne er mindre, eller bedre at sige, når der slet ikke er strabadser og ingen træthed, vil overskuddet være større. Hvorfor kæmper vi for at falde til bunden af havet af utallige synder? For den, der ikke ser på en kvinde, vil ikke blot være lettere for ham at besejre lysten, men han vil blive mere ren, ligesom den, der kigger, ikke vil kunne slippe af med dette begær - som vi sagde - undtagen med stor indsats og mange forsøg. For den, der ikke har set et smukt ansigt, er immun over for lysten, der kommer af at se, men den, der ønsker at se det, har altså forurenet sig selv. Efter at han har overvundet tanken, begynder han på renhedsstadiet fra begær, men det er ikke en let sag.
ولهذا تحديداً فإن المسيح له المجد، لكي يُجنّبنا معاناة كل هذا لم يمنع القتل فقط، بل والغضب أيضاً، ليس الزنا فقط، بل والنظرة الشريرة. وليس فقط من جهة نقض القسم، ولكن القسم بشكل عام. وأستطيع أن أقول ولا بهذا أيضاً يتحدد معيار الفضيلة، بل أنه بعدما شرّع كل هذا، يتقدم نحو ما هو أكثر من ذلك. فبعدما أبعد الإنسان عن طريق القتل وأوصاه أن يكون نقياً من الغضب، يوصيه أن يكون مُستعداً لأن يتألم، ويُعد نفسه مسبقاً لتحمّل الآلام ليست فقط تلك التي تأتي فمَن يرغب في الإيقاع به، بل أكثر من ذلك. وعليه أيضاً أن ينتصر على قوة شهوته بالعفة التي يمتلكها. لأنه لم يقل مَن لطمك على خدك الأيمن يجب أن تتحمله بشهامة وهدوء، بل قال حوّل له الآخر أيضاً: ” فحوّل له الآخر أيضاً” [17] . Derfor er det en stor sejr at bære meget mere, end den, der vil skade os, ønsker, og at overskride grænserne for sit ondsindede begær, givet vores rigdom af langmodighed. For det er sådan, vi vil eliminere hans vrede, og du vil modtage en stor belønning, efter at vi har elimineret vreden gennem vores adfærd med gerningsmanden.
Så du, hvordan han alle steder understreger, at vores mangel på skam og smerte afhænger af os, og ikke af dem, der misbruger os? Eller bedre at sige, det er ikke bare et spørgsmål om ikke at føle skam, men hvis vi vil have det godt, er det i vores hænder. Det er selvfølgelig det, der er særligt beundringsværdigt, det vil sige, at der ikke kun vil ramme os ingen uretfærdighed, hvis vi opfører os kysk, men vi kan nyde godhed gennem de ting, som vi bliver forurettet af andre. Men vær forsigtig. Fornærmede den-og-så dig? Det afhænger af dig at vende denne fornærmelse til ros. For det er sikkert, at hvis du gentager fornærmelsen, vil du gøre skavanken større, men hvis du velsigner den, der fornærmede dig, vil du se, at alle tilstedeværende kroner dig, bifalder dig og roser dig. Du kan se, hvordan vi er velsignet ved at acceptere den uretfærdighed, der er gjort mod os, det samme, som vi kan se ske med penge og alle andre ting. For hvis vores reaktion eller reaktion er det modsatte af deres handlinger, som vi lider for, og som vi nyder godhed for, så væver vi os selv en dobbeltkrone. Så hvis nogen kom og fortalte dig, at den og den fornærmede dig, og overbragte dig, hvad der blev sagt dårligt om dig foran alle, skal du rose den person, der fornærmede dig, foran dem, der overbragte denne fornærmelse til dig, fordi man på den måde kan få ret, hvis man vil forsvare sig.
Fordi de, der lytter, vil rose dig, selvom de er meget tåbelige, for uden at gøre ham nogen uretfærdighed gjorde han dig ked af det, men du, selvom du led, gør ham fordømt af dine reaktioner, som er det modsatte af hans handlinger. Med denne gode opførsel vil du være i stand til at bevise, at de ord, der er rettet mod dig, anses for at være ubehagelige og frastødende. Fordi den, der ikke med fornøjelse tolererer fornærmende ord, beviser, at han stadig mener, mens den, der foragter disse ord, har renset sig for de tilstedeværende for al mistanke eller mistanke. Læg derefter mærke til, hvor meget godt du får ud af denne adfærd. For det første redder du dig selv fra forvirring og angst, selvom du er belastet med synder, sletter du disse synder med dine gode svar, ligesom skatteopkræveren, der valgte at bære farisæerens anklage. Ud over dette gør du dig selv kysk med denne træning og praksis, og du vil modtage meget ros fra alle, og du vil benægte enhver anklage, der er blevet fremsat mod dig. Men hvis du vil hævne dig på din misbruger, vil din skæbne være den samme, eller endnu mere. Fordi Gud straffer ham for de ting, han sagde, og før denne straf, skal du vide, at din selvkyskhed bliver et dødbringende stik for ham, så du skal foragte, hvad der bliver sagt om dig, fordi der normalt ikke er noget, der generer dem, der misbruge os undtagen for at foragte os med disse fornærmelser.
Så ligesom vi vil opnå alt det gode fra kyskhed, så vil alt gå den modsatte vej, hvis vi handler på en anden måde og er unge af sjæl. Fordi vi faktisk gør forkert mod os selv (hvis vi opfører os i modstrid med selvkyskhed), og vi vil fremstå for alle, at vi er ansvarlige for det, der bliver sagt, og vi vil fylde os selv med uro, gøre vores fjende glad, vrede Gud, og tilføje andre synder til vores tidligere synder.
Så lad os tænke over alt dette og undgå at falde i sjælens lille hule, og lad os ty til langmodighedens havn, indtil vi finder hvile for vores sjæle, som Kristus, ære være ham, sagde: og vi opnår den kommende tids velsignelser gennem menneskehedens nåde og kærlighed, som tilhører vor Herre Jesus Kristus, som passer ham med Faderen og Helligånden, herligheden for evigt og altid.
[1] Romerne 7:6.
[2] 1 Korintherbrev 6:19.
[3] 1 Korintherbrev 6:20.
[4] 1 Korintherbrev 7:23.
[5] 2 Korintherbrev 5:15.
[6] هذا التعبير (أجنحة الروح) قد إستخدمه ق. مقاريوس في العظة (2) حينما قال: ” فلنلتمس من الله أن يُنعم علينا بأجنحة (أي الروح القدس). عظات ق. مقاريوس، ترجمة د. نصحى عبد الشهيد، الطبعة الرابعة، إصدار المركز الأرثوذكسي للدراسات الآبائية، ص39ـ40.
[7] Matthæus 5:20.
[8] Romerne 14:6.
[9] Romerne 14:6.
[10] Romerne 15:4.
[11] Romerne 5:20.
[12] Romerne 15:4.
[13] Manikeerne er tilhængere af den persiske filosof Mani, som døde i 273 e.Kr. De troede på eksistensen af to evige, uskabte principper: lys og mørke. Lys er det godes gud, og mørket er det ondes gud. Ifølge deres opfattelse er stof mørke. Derfor er den ond.
[14] Johannes 22:15.
[15] Hebræerne 29:10.
[16] Ordsprogene 8:5.
[17] Matthæus 5:39.