Evans spekulerer på, om det er nødvendigt at rejse spørgsmålet om eksistensen af en tredje skole udover skolerne i Alexandria og Antiokia, som er den origenistiske skole. Origen Alexandrian var studiekammerat og ven af den hedenske filosof Plotinus. Han var et geni og skrev meget. Han er den mest fremtrædende kommentator på Alexandria-skolen. Imidlertid var han påvirket af Platons ideer, især med hensyn til spørgsmålet om sjæles forudgående eksistens, fald og tilbagevenden. Dette er i modstrid med Bibelen. Sjælen og kroppen blev skabt sammen, uden at sjælen havde en tidligere eksistens. Der er ingen evighed for sjæle. Og så faldet gennem synden begået af Satan, Adam og Eva. Tilbagekomsten til Paradiset sker gennem Jesu inkarnation, ikke automatisk, som om der var en uundgåelig skæbne.
Evagrius var påvirket af disse ideer, indtil de blev et vigtigt grundlag i hans tænkning. I år 400 kæmpede Theophilus af Alexandria imod det. Chrysostomos blev anklaget for at være origenist. Faren spredte sig til Palæstina og invaderede munkene, især i klosteret Mar Saba. Mar Saba selv kom til kejser Justinian i år 531 og bad ham om at bekæmpe arianismen i vesten, nestorianismen og origenismen. Nogle ser i denne kombination af nestorianisme og origenisme i den æra en følelse af forbindelserne mellem de to. Der er ingen tvivl om, at begge siders aristotelisme er klar. Origenerne i Palæstina er chalcedonere i navn, men i en evigrisk stil.
En af de mest fremtrædende repræsentanter for tendensen på det tidspunkt var Leontius, den byzantinske munk i klosteret Saint Saba, som adskilte sig fra Saint Saba i Konstantinopel. forrest En af dem var Theodore Askidas, som blev Justinians teologiske rådgiver.
I debatten siden begyndelsen af det sjette århundrede var spørgsmålet om, hvordan to naturer blev forenet i Jesus, hovedanliggendet i konflikten mellem de ortodokse og jakobitterne. Et forsvar af Chalcedon dukkede op (514-518), skrevet af grammatikeren Johannes, i Cilicia, Syrien, og havde stor indflydelse på at forsone Chalcedon med Cyril (Meyendorff 96-97). Efraim, patriark af Antiokia, Leonidius af Jerusalem og andre dukkede også op blandt de ortodokse rækker.
Men det er nødvendigt at se bort fra begyndelsen af emnet. Kirkefædrene fandt ikke passende ord i det græske sprog og deres tids videnskaber til at udtrykke, hvordan man forenes. De brugte ordet Crasis (blanding) og dets derivater afledt af stoisk filosofi (1). كان اغناطيوس الأنطاكي قد استعمل في رسالته إلى الأزميريين لفظة “حامل الجسد” إلا أن لفظة “مزج” سادت حيناً طويلاً. غريغوريوس اللاهوتي بعبقريته الفذّة لم يقبل اللفظة بحرفيتها لدى الرواقيين. فالرواقية -بالرغم من نبرتها الأخلاقية- مشوبة بالمادية. غريغوريوس حاول في رسالته إلى كليدونيوس أن يفسرها تفسيراً روحياً متكلماً عن الاتحاد بين الكائنات الروحية.
Men ordet er blevet kritiseret. Den blev udfordret af Cyril (min. 76: 401 og 332), Theodoretus (min. 76: 400) og Severus fra Antiochia selv (Le Bon 230), og den faldt ud af brug.
فدخلت المعركة ألفاظ أخرى أخلدها “الاتحاد الأقنومي”، “الاتحاد بحسب الأقنوم”.
Leonidius af Byzans er en Aristotelianer, der forsøgte at fortolke begreberne essens og hypostase (Dictionary of Catholic Theology 15: 1994 Han forsøgte også at fortolke Chalcedon i en origeniansk og evagriusisk fortolkning). Han var i lang tid blandet i folks sind med en anden Leontius, Jerusalemsmanden. Loves henledte opmærksomheden på ham i år 1887. Så fulgte undersøgelsen. Den vigtigste af dem er Marcel Richards forskning (2). Dr. David Evans' afhandling blev for nylig offentliggjort, hvor han diskuterede de foregående og giver en omfattende analyse. Meyendorff viede sider til det baseret på oplysninger, han fik fra Evans. Dette er dog fortsat den bedste reference. Sammenfatningen af hans mening om fagforeningen er:
لاونديوس البيزنطي متأثر بايفاغريوس، واوريجنس. قال بأن كلمة الله موجود سرمدياً. ويتحد به أزلياً nous (روح). هذا “النوس” هو المسيح. كل الأرواح سقطت بدرجات مختلفة. “نوس” المسيح لم يسقط وإنما اتخذ جسداً. وينصرف إلى تحليلات فيها قرابة من النسطورية وتأثير أرسطوي. يقول بوجود طبائع ذات أقنوم وبطبائع ليس لها أقنوم وإنما تقنّمت في سواها. الطبعية الإلهية والجسد مقنمتان (1). الأقنوم هو الـ “نوس” أي المسيح. تم اتحاد الألوهة والجسد بواسطة الـ “نوس” (راجع 14 و15 مصادر).
طبعاً هذا ضلال مبين. لذلك اعتبره معاصروه وريشار وايفانس ومايندورف وكل المعاصرين الآن أوريجنيسياً هرطوقياً. ويتساءل ايفانس عما إذا كان إنكار أبوليناريوس لوجود “نوس” في ناسوت المسيح متأثراً برد الفعل على الأوريجنسية.
Denne fejl mødte fremragende modstand fra Leonidius af Jerusalem (som Richard er krediteret for at have opdaget for os), og kejser Justinian og den stærke fordømmelse af det femte økumeniske råd, som for de følgende kirkefædre (Meyendorff) forekom at være et råd rettet mod origenisme, det vil sige ikke, som forskere tidligere nævnte, rettet mod nestorianismen. Men han slog innovatørerne sammen (3)Som vi ser i det sjette råd (4)Vi sluttede med at sige, at det evigt eksisterende Guds ord antog fra Maria en menneskelig natur med en krop og en rationel sjæl. Denne natur er uden en person. Men det er fuldstændig menneskelig natur, ligesom den natur, vi ser hos individer. Hvis det var en person, ville det ikke have været en generel natur, og frelsen ville ikke have været begrænset til ét individ, og Jesus ville ikke have været den anden Adam, i hvem alle mennesker blev fornyet og født. Men denne natur har brug for et prædikat for sin eksistens. Hvis det er uden hypostase, så er dets hypostatiske grundlag Guds ords hypostase. Denne evige hypostase indeholder evigt den guddommelige natur. Med tiden omfattede det også den menneskelige natur. Dette begreb om indeslutning og besiddelse er et ældgammelt patristisk begreb, som vi især ser blandt kappadokerne. Den guddommelige natur accepterer ikke sammensætning Men personen accepterer forfatterskabet. Efter inkarnationen bestod Jesu hypostase af to naturer. Hans guddommelighed er ikke underlagt lidelse, men vi kan tilskrive lidelse til hans guddommelige hypostase på trods af hans menneskelighed (5) Han er den, der led. Foreningen af Hans menneskelighed og Hans guddommelighed er en hypostatisk forening, mens vi er forenet med Gud gennem nåde.
På den måde løses et meget stort teologisk problem for os. Den guddommelige natur, den guddommelige essens, er delt mellem de tre personer, og hver af dem ejer den fuldstændig uden nogen opdeling mellem dem. Han er helt og holdent Faderen, helt Sønnen og helt Helligånden. Hvis vi siger, at den guddommelige natur er blevet inkarneret, vil vi have sagt, at den hellige treenighed er blevet inkarneret. Men hvis vi siger, at en hypostase af den hellige treenighed blev inkarneret, så begrænser vi inkarnationen til personen af Guds Søn. Naturligvis forbliver vi inden for grænserne af den guddommelige hemmelighed, som englenes forståelser ikke selv begriber, men snarere lægger sig ydmygt ud for ham i konstant lovprisning.
(1) Se 12 kilder.
(2) اللفظة قديمة أيضاً. استعملها أبوليناريوس والقديس أبيفانيوس كما ذكر ريشار في مقاله عن “الأقنوم”.
(3) استطراد: وأذكر أني طالعت في الدفتر رقم 6 من دروس الأب بوريس بوبرنسكوي (ضاع فلم أستطع مراجعته) أن فكرة اتحاد كلمة الله بالروح البشري في يسوع هي فكرة أفلاطونية لا مسيحية. فضلال ايفاغريوس ولاونديوس البيزنطي شيء وآراء آباء الكنيسة من أمثال غريغوريوس وأوغسطين والدمشقي شيء آخر. فالفرق كبير. الافلاطونيون يقولون بسبق وجود الأرواح. ونحن نقول خلاف ذلك (غريغوريوس، الخطبة 45: 9 والرسالة إلى كليدونيوس 10. وأوغسطين، الرسالتان 187: 8 و140: 12. والنيصصي، ضد أبوليناريوس 41. والدمشقي 3: 6 و18 وبالاماس….)
(4) المجمع السادس يذكر عن الخامس انعقاده “ضد ثيودوروس وأوريجانس وديديموس وايفاغريوس وكتابات ثيوذوريطوس ضد فصول كيرللس.. والرسالة… هيباس…” (مجموعة التشريع ص 512).
(5) Se 16