Eksistensen af to fuldkomne naturer i Herren er grundlaget for eksistensen af to viljer, to handlinger, to viden og to guddommelige og menneskelige visdom. (1).
Handling og vilje er blandt de vigtigste kendetegn ved den rationelle natur. Naturen er snarere kilden til handling og vilje, ikke personen. Det mener fædrene, som det vil blive nævnt andetsteds. Bekenderen Maximus insisterede kraftigt på, at fædrene sagde det.
Ellers ville den hellige treenighed have tre handlinger og tre viljer (2).
Da den villige agent i begge naturer er den eneste søn, kan to modstridende viljer eller handlinger ikke opstå fra ham.
Den menneskelige natur (herunder vilje) er guddommeliggjort i ham. Derfor stemmer den guddommelige menneskelige vilje med en fri og spontan handling.
Der er overhovedet ingen modsætning mellem de to handlinger og de to viljer. Ingen af parrene er delt.
De to naturer handler ikke hver for sig, men hver især gør hver sin ting i harmoni med den anden i fuldstændig fællesskab.
Guddommeligheden forbliver og opholder sig med fylde i menneskeheden, fylder den med dens overflod af udstråling og bliver til dens salvelse.
Han helligede det, oplyste det, guddommeliggjorde det, forherligede det, gav det liv og gav det evnen til at genoplive, udføre mirakler og oprejse de døde, eftersom det er Herrens legeme.
Det guddommelige lys viste sig strålende i menneskeheden på dagen for Forvandlingen på Tabor-bjerget.
Den menneskelige vilje og handling blev guddommeliggjort i ham, så alle hans handlinger blev redskaber til vores frelse.
Så vi blev begravet med ham til døden og opstod til live med ham. Så hans guddommelighed rejste hans krop fra graven og guddommelighed trængte ind i menneskeheden, men der er ingen vending i det. Guddommelighed er ikke modtagelig for nogen symptom på menneskeheden.
قال غريغوريوس اللاهوتي: “إن الأخير ألّه الأول” أي الله ألّه الجسد… “مسح بالألوهة ما أخذه وإذ صار واحداً مع من مسحه…” (الخطبة 45: 9 و13).
På grund af den hypostatiske enhed er den søgende og den udførende ét. Så vi ser Herren Jesus græde over Lazarus, mens hans guddommelighed udfører miraklet med opstandelsen fra graven. Så hver natur udførte, hvad der hørte til den. Jesus handler i overensstemmelse med sin natur.
Herrens vilje var ikke plaget af korruption som vores.
Derfor kendte Herren ikke til tøven, balancering og andre former for svaghed, der opstod i vores vilje på grund af vores fødsel fra den faldne Adam.
Hans vilje er uhindret rettet mod det gode og adlyder den guddommelige vilje frit, som vi ser i hans frivillige kamp og lidelse i Getsemane. (3).
Relateret til dette er spørgsmålet om Jesu uvidenhed.
(1) {På grund af den lille størrelse af dette kapitel på den ene side og dets betydning på den anden side, håber vi, at du gennemgår følgende sider: Kategorier i Kristus ogOm de to naturers karakteristika ogPå vej i Kristus ogI uvidenhed og slaveri ogTilbage til snakken om de to viljer, de to evner, de to sind, viden og de to visdom… كلها للقديس يوحنا الدمشقي نقلاً عن كتابه “المئة مقالة في الإيمان الأرثوذكسي”… ويُفضل قراءة كل قسم “Sankt Johannes af Damaskus kristologi” المأخوذ عن الكتاب المذكور…
ونود أن نضيف هنا نصاً من “På vej i Kristus” للقديس يوحنا الدمشقي: “فإذا كان الجسد قد اتحد حقاً بالله الكلمة منذ بدء وجوده، بل إنه قد ابتدأ فيه ونال فيه وحدة هويّته الأقنوميّة، فكيف هو لم يستملك استملاكاً تاماً كلّ حكمة ونعمة؟ والأمر ليس أنّ هذا الجسد قد اشترك بالنعمة أو حظي على نعمة مما هو للكلمة، بل بالأحرى -بسبب الاتحاد في أقنوم- قد صارت البشريات والإلهيات مسيحاً واحداً. وعليه، فإنّ ذاك نفسه الذي كان إلهاً وإنساناً معاً، Hans krop var en kilde til nåde og visdom og flød over med godhed til verden“….}… (الشبكة).
(2) Maximus Bekenderen, Minn. 90:152 og 91:200, 333-341, 289, 292.
(3) Maximus Bekenderen (min. 90:152 og 91:12, 21, 30, 48, 49, 73, 85, 100-101, 153, 192, 200, 289, 292, 301, 308, 4, 53, 53 1060). Damaskus (3:14-15, 17, 19 og 4:18) og Loski (142-143).