هذا ما يتعلق بالحزن. ماذا بالفرح. أننا نفرح عندما نملك الخيرات الأرضية التي نحبها. ونفرح حتى عندما نأمل أن نحصل عليها. “نفرح على الرجاء” كما يقول الرسول. يفرح المسيحي الحقيقي عندما يعرف بأنه يقوم بما هو صالح. يفرح بنفسه وبالآخرين عندما يرى هؤلاء يستهدفون الصالح ويعملون من أجله. الرجل الصالح يشعر دائماً بالفرح ويشتهي سعادة الآخرين. هذا هو الفرح السامي النقي.
Når en kristen føler andres glæde og betragter det som sin egen glæde, når han ikke kun søger sin egen fordel og succes, men også andres succes og gavn, fryder sig over den krone, han opnår, har han transcenderet den menneskelige natur og lignede Gud. Glæder vi os, når vi ser dyd hos andre? Vi rejser os som mennesker, og kærligheden bliver dydig, når kærligheden har rene, uforfalskede motiver.
Det er klart, at den, der ønsker og glæder sig over andres åndelige vækst, ikke vil være fremmed for hverken åndeligt liv eller dyd i almindelighed. Ville han være glad og bekymret for væksten af andres åndelige liv, hvis hans sjæl var tom for enhver dyd, hvis han manglede åndeligt liv? Der er mennesker, som er fremmede for det åndelige liv, som bærer et ydre slør og bærer kristendommens maske, og som kan lide at fremme andre i åndelige anliggender og i dydens arbejde. Det er klart, at disse mennesker gør dette af navn, berømmelse og falsk ære, ikke af kærlighed til dyd og retfærdighed. Sådanne mennesker ledes af deres falske liv ind i en sandhed, som de forestiller sig er sand. Det er umuligt for sådanne mennesker at være dydige åndelige mænd. Kristne befriet fra misundelsens ånd er dem, der føler oprigtig og fuldstændig kærlighed til andre og besidder en sand, fuldstændig og høj filosofi. Det er også naturligt for dem at føle sådan ren glæde. En god mand viser sin kærlighed til andre ved at give dem, hvad han har. Han bruger alle sine kræfter ikke på sig selv, men på andre. Han er forstyrret af den irriterende situation, som andre oplever. Han fryder sig over den glæde, der overvælder dem, som om han var i deres sted. Guds kærlighed frembringer ren og uskyldig glæde i hans sjæl. Han er ikke glad for den person, han elsker, men han er snarere glad for alt det, der gør den elskede person glad for ham.
Der er glæde, der ikke er lig med glæde, renhed og perfektion. Da den kristne elsker Gud over alt og mere end noget andet, lever han i Gud og fryder sig over den glæde, der er frugten af kærlighed. Hvad er denne glæde? Den kristne gør sig ikke til genstand for denne glæde. Han glæder sig over Gud og i Gud. Gud er vores store velgører, så hvis vi elsker vores velgører, hvordan kan vi så vise taknemmelighed? Hvordan kan vi være retfærdige, hvis vi ikke elsker ham, der gav os sin grænseløse kærlighed? Hvordan kan vi blive kloge, hvis vi ikke gør Gud til centrum i vores liv? Da den kristne er naturligt taknemmelig og retfærdig, er det nødvendigt, at han elsker Gud og glæder sig over Gud på en optimal måde, og at hans glæde er vedvarende, sikker, overnaturlig og vidunderlig. Glæden er vedvarende, fordi han er forenet med Gud, som han føler en brændende længsel efter. Når han møder andre, når han arbejder, tænker, gør og bruger noget, ser han alt, som om det var Guds værk. Alt holder flammen brændende med Guds kærlighed. Alt genererer ekstase og åndelig glæde i hjertet, og intet kan reducere eller stoppe dets gang.
Må Gud give os glæde og liv. Sjælen er udødelig, og den glæde, som Gud giver, har ingen grænser. Han glæder sig over den grænseløse guddommelige godhed og beder den gode Gud om at opfylde vores ønske om ubegrænset glæde. Hvordan kan vi beskrive glæde for Guds skyld? Vi er ikke glade for de ting, vi får. Hvis vores glæde kun var for disse ting, ville vores glæde være begrænset, især for mange ting, som vi stadig mangler, og som vi ikke har været i stand til at opnå. Alt, hvad Gud ønsker, genererer kristen glæde i os, og den kristne ønsker ikke at være konge af sig selv, men Guds konge, som han længes efter. Den kristne glæder sig over Guds grænseløse godhed, ikke for den godhed, han nyder. Han glemmer sin egen fattigdom og glæder sig over Guds uendelige rigdom. Han betragter fattigdom som en mærkelig ting og åndelig rigdom for sin særlige betydning. Han anser sig ikke for elendig på grund af materiel afsavn, men snarere velsignet og lykkelig med åndelig rigdom.