Site-ikon Ortodokse online netværk

دموع التوبة – تأمّل في المزمور السادس

Den sjette salme er en individuel bøn for en person i alvorlig nød, og årsagen til denne nød er hans synd! Hvor bliver han ked af det, når folk omkring ham skælder ham ud for forskellen mellem hans tro og hans liv. Hvor vanskelig er den nød som følge af hans sorg over sin Gud, som han elsker med den første kærlighed!

Denne mand blev overvældet af sin svaghed! Er der en vej ud? Han fornærmede Gud, som stolede på ham! Alt kræver psykologisk og endda fysisk nød og fortvivlelse, hvis det ikke var for Guds frelsende barmhjertighed!

(Titel) For den øverste sanger, på strengeinstrumenterne, på afgørelsen, en salme om David

تتصدّر المزاميرَ كلَّها عناوينٌ تشير إلى فحوى المزمور أو طريق أدائه أو إلى كاتبه. وفي الترجمة السبعينيّة يتصدّر هذا المزمور عنوان مختلف: “في النهاية، في التسبيح، من أجل الثامن. مزمور لداؤود”.

والمقصود هنا ب” في النهاية” ربّما ما يرادفه في “الثامن”، أي المعنى الاسختولوجيّ للدهر الآتي. إنّ هذا الدهر هو أسبوع، ويليه اليوم الثامن بدء الدهر الآتي… ولليوم الثامن لاهوت طويل في الكتاب المقدّس. اليوم الثامن هو إذن ما بعد أسبوع هذا الدهر، إنّه يوم الدينونة، إنّه بدء الدهر الآتي، إنّه يوم القيامة أو العنصرة، اليوم الذي لن يعروه مساء(5). ل”ذيذيموس”، إنّ الحياة البتوليّة والرهبانيّة التي هجرتْ عالميّات هذه الدنيا هي شكل من لون الحياة الآتية(6). Måske kom denne eskatologiske forventning i forgrunden i den sjette salme, fordi den afventer Guds ultimative retfærdige dom over menneskets fjender og de ugunstige omstændigheder i denne tidsalder.

(1) O Herre, irettesæt mig ikke i din vrede, og tug mig ikke i din vrede

Med følelser af dyb anger løfter salmisten sine hænder og beder til Herren og indrømmer oprigtigt, at han virkelig også fortjener al guddommelig vrede og vrede. Dette er den retfærdige dom for hans store synd. Hun fortjener det hele. Men Guds vrede og vrede over ham betyder absolut døden, da der ikke er noget liv uden Gud!

لا يرفض هنا المرنّم “التأديب”(7)! “مغبوط الإنسان الذي يؤدّبه الربّ”(8). Herren forædler sine kære som guld i en smeltedigel. Herrens disciplin er omsorg og en manifestation af kærlighed. Derfor fortælles det, at en af munkene begyndte at græde og bad Gud om ikke at fjerne fristelserne fra ham. Enhver prøvelse og trængsel er disciplin, hvor mennesket ud over vanskeligheder oplever guddommelig støtte og hyrdens kammeratskab og dermed oplever guddommelige trøster.

لكن شعور المرنّم هو أنّ خطيئته تجاوزت حدود التأديب، وتستحقّ كلّ عقاب من الغضب والرجز، إنّ خطيئته جسيمة في عينيه، ولكن ليس من مخرج سوى الالتجاء إلى الحنان الإلهيّ بدل عدله! لقد سئم المرنّم خطيئته وكرهها واعتبرها جسيمة تستدعي غضب الله؛ ولكن ذلك يقوده ليس لليأس بل للصراخ إلى الله الحيّ الحنون! عندما تشتدّ المصاعب، علينا أن نشدّد صلاتنا ونرفع صوت صراخنا. “حيث تكثر الخطيئة تكثر النعمة”. وحيث الشدّة قويّة والضعف كبير هناك الحاجة للصلاة الحارّة والتضرّع الصادق. “أدِّبْني أبويّاً وليس قضائيّّاً، طبِّبْني من جراحات ضعفاتي ولا تعاقبْني، لا تبادلْ خطيئتي بعقوبتها المحقّة، لكن بمحبّتك للبشر وتحنّنك اشفِني”، كما يشرح ثيوذوريتوس.

بالطبع إنّ هذه الصور البشريّة، من الغضب والرجز، هي طبائع بشريّة ليست في الله. لكن المرنّم ككلّ إنسان يتكلّم مع الله بلغته البشريّة ليعبّر عن حقيقة علاقة روحيّة. هكذا الأب يتقبّل تمتمة طفله ولو كانت بلغة غير طبيعيّة. فلا يمكن للإنسان أن يتكلّم عن أمور بلغةٍ تختلف عن لغته! يسهل التكلّم عن الأمور الماديّة، لكن الكلام مع أو عن أمور غير ماديّة (تختلف عنّا) يحتاج إلى لغة رمزيّة من عالمنا الماديّ. هكذا في الحياة اليوميّة، نقول: “آلمني شرُّه”، “بدّلتُ فكري”، “مرضتْ نفسي”… ونَصِفُ أموراً لا ماديّة بأفعال من إطارنا الماديّ، وما هو غير ملموسٍ بتعابير ملموسة. وهذا ينطبق على لغة تعاملنا مع الله كحقيقة غير مدركة ماديّاً، وذلك للتعبير عن معرفة عميقة أو شعور حقيقيّ.

(2) Forbarm dig over mig, Herre, for jeg er svag

Forbarm dig over mig, Herre, for jeg er magtesløs af min egen styrke. Jeg beder ikke blot om, at du vender din vrede væk fra mig og ikke forfærder mig, men også at du rækker mig en hjælpende hånd. O Herre, din retfærdighed frelser mig ikke, kun din nåde er min tillid, en nåde, der tilgiver og støtter!

ضعيف أنا أمام الأعداء وتجاه الشدائد التي قويت عليّ. ضعيف أنا أمام “العدوّ قاتل الإنسان”، الذي يترصّدني كالأسد يريد أن يبتلعني. ضعيف أنا لأنّ الخطيئة أنهكتني. ضعيف أنا أمام أهوائي ونزواتي التي تغلبني. ارحمني يا ربّ! أنت رحوم للجميع، ولكن بالوقت ذاته لمن يظهر توبة. إنّك تريد أن ترحم الجميع، ولكن لا يمكنك ذلك إلاّ مع مَن يرحم ذاته بالتوبة(9).

“إن كنتَ للآثام راصداً، يا ربّ يا ربّ مَن يثبت لأنّ من عندك هو الاغتفار”(10) Ikke hævn eller retsforfølgelse. Den, der ikke erkender sin svaghed, vil ikke acceptere din barmhjertighed. Ydmyghed alene tiltrækker barmhjertighed, som intet betales for.

 Helbred mig, o Herre, for mine knogler er urolige

Min synd gjorde mig ondt ind til benet. Når psykisk smerte når store niveauer, afspejles det i kroppens egne organer. Sådanne sorger genererer hovedpine og smerter i maven, og den værste af dem gør ondt ind til knoglen. Knoglerne blev forstyrret af ufattelig åndelig smerte. Din barmhjertighed, Herre, alene vil helbrede mine ydmygede knogler.

(3) Og min sjæl var meget forfærdet(11)

Ligesom en stærk vind rammer havet og når dets dybder, bliver det forstyrret, og dets bølger stiger, således ramte syndens enorme dybder min sjæls dybder og fik den til at blive forstyrret og miste sin fred, og den har ikke længere hvile, ifølge Johannes Chrysostoms udtryk.

§ Og du, Herre, indtil hvornår?

هذه هي علّة آلامي كلِّها، غيابُك وأنك تصرف وجهك عني، بسبب خطيئتي. هذا ألمٌ لا يُحتمل. غيابك يا سيّدي جعل عظامي تنزعج ونفسي تضطرب. فحتّى متى يا ربّ، لقد استنفذتُ كلّ طاقة ووصلت إلى النهاية، “فخلِّصْني قبل المنتهى”. تأديبك يا سيّدي نزل عليَّ قاسياً، وغيابك لم يعدْ محتمَلاً عندي.

(4) Kom tilbage, Herre, frels min sjæl, frels mig for din barmhjertigheds skyld

O Herre, du lader ikke en person dø, men du ønsker, at han skal komme tilbage og leve. Se, jeg er nået til afgrundens rand. Du bliver tugtet og ikke ødelagt. Kom tilbage, Herre, er tiden ikke inde til tilgivelse? Din vrede har udmattet mig. Kom tilbage, Herre! Min synd drev dig ud, men kom tilbage, Herre, i din nåde. Vent ikke, Herre, på mine dyder, men handle snarere med din barmhjertighed.

(5) For der er ingen i døden, der husker dig, og der er ingen i helvede, der vil bekende dig

Det er, hvad jøderne troede på profeten Davids tid, at Helvede er det frygtelige sted, hvor de døde venter, og Gud besøger det ikke! Er der nogen død sværere end fraværet af Gud? Kom tilbage, Herre, mens der stadig er tid for mig til at omvende mig, Herre, og skynd mig til min barmhjertighed, for jeg er ødelagt. Fordi der ikke er nogen omvendelse eller gerninger for mig efter døden, der husker ingen dig, og de anerkender dig ikke med tak og ros.

التأمّل بالموت تدريب روحيّ ضروريّ في الحياة المسيحيّة. ليس التأمّل بالموت احتقاراً للحياة الحاضرة، بل هو إكرام لكلّ لحظة فيها. يقول السلميّ مَن يتأمّل بالموت لا يخطئ.” ذكر الموتِ موتٌ كلّ لحظة”. يذكّرنا الموت بأنّ حياة كلّ لحظة ذات قيمة كبيرة. “سِيروا ما دام لكم النور”، “افتدوا الأيّام فإنّ الزمان قصير”. عجزتُ يا ربّ عن النهوض بمفردي. عدْ يا ربّ الزمن يجري وزمن التوبة لديّ لم يبدأ بعدُ! بادرْ يا سيّدي إلى إنقاذي ونهضتي قبل الانقضاء.

(6) Jeg er træt i mine suk, jeg beskytter min seng hver nat, jeg svæver min seng med mine tårer.

تنهّدات عميقة حارّة وكثيرة أتعبتني. التنهّد هو التعبير الأقصى عن الضيق وعدم الاحتمال. والدموع هي أعمق وأنبل مظهر للمشاعر الحارّة. يعلّمنا هنا المرنّم أن نختلي كلّ مساء إلى ذواتنا ونفحص أنفسنا ونذرف الدموع الغزيرة على خطايانا. كلّ ليلة كان المرنّم يبكي على اضطراب علاقته بالله وغياب وجه الله عنه، ويرثي لشعوره بعدم الرضى الإلهيّ. “بهطل الدموع” قدَّس النسّاك ذواتهم. لا تعلو على هذه الصور أيّة كلمات تحاول أن تعبّر عن الألم والشوق الجريح في قلب الإنسان الذي أنهكته غربته عن الله.

الليل هو وقت الخلوة والعودة للذات بعد نهار الأعمال والأشغال. في الليل يجمع الإنسانُ ثمن أعمال يومه. الليل هنا هو الهدوء والصفاء ولحظات الوقفة أمام الله في الصلاة. “الصلاة محكمة” يقول السلميّ. مَن وقف أمام حاكم أرضيّ يفهم معنى الوقفة في الصلاة أمام الله!

دموع التوبة تغسل، إنّها معموديّة ثانية بعد المعمودية بالماء والروح. “مجاري المياه لوقت الحريق، ومجاري الدموع لزمن التجربة”، يقول أفرام السريانيّ. “لقد لخّص الآباء القدّيسون كلّ نشاط الراهب في كلمة “حياة البكاء” (الأسقف أغناطيوس بريانتشانينوف). ولقد طوّب يسوع الباكين لأنّهم سيضحكون. هذه هي قوّة الدموع.

(7) Mine øjne er forfærdede af vrede, jeg er træt i alle mine lemmer

Når du hader synd, så begynder omvendelse. Davids øjne bragte tårer i hans vrede over hans synd! Davids sande værdighed vendte tilbage til omvendelsens tårer, ligesom den fortabte søns værdighed førte ham til sin fars hus fra livets ydmygelse med grisene!

عَتقتُ في جميع أعضائي، لقد شاخ كلّ عضوِّ فيَّ نتيجة العذاب الذي برّح بي. هناك ترجمات تقول “عتقت في جميع أعدائي”، أي صرتُ كالشيخ الهرم بين أعدائي الأقوياء، والمعنى أنّ المرنّم يصف هنا حالة الانهيار الكامل، وحالة التعب حتّى الحدّ الأقصى من جراء خطيئته وغياب الله!

(8) Gå bort fra mig, alle I, der gør ugudelighed, for Herren har hørt mit råbs røst

Et komplet kup! Her blev omvendelsens døre åbnet for salmisten! Fra grådens gråd og følelsen af slutningen og nå til afgrundens rand står salmisten her og udtaler guddommelig barmhjertighed, og her begynder sin renæssance og omvendelse med et råb af enestående tillid og åndelig beslutsomhed.

Gå bort fra mig, alle I, der arbejder i ugudelighed! En stor del af hans smerte var hån mod ikke-troende i ham og hans tro! Han rejste sig fra sin søvn, fra sin død og rejste sig til livet med Guds nåde og barmhjertighed rejste ham til omvendelse.

“سمع الربّ صوت بكائي” ولقد زال الكَرب. لقد قبل الربّ أن يلتفت إليّ ولا يعني لي بعدُ شيئاً لا ضعفي ولا حتّى خطيئتي تقدر على أسْري في قيود اليأس. “أقوم” وأعود إلى أبي وأقول له “يا أبي أخطأتُ إلى السماء وأمامك”، إنّه سيقبلني كأحد أبنائه وليس كأجرائه.

(9) Herren hørte min bøn, Herren tog imod min bøn

“طوبى للباكين فإنّهم سيفرحون”! لا تشتري الرحمةَ الإلهيّة أعمالُنا. “المستحقّ” هو فقط “المنسحِق”. لا سبيل إلى استعادة الرضى الإلهيّ إلاّ بالتواضع والتوبة. الدموع شِركة عجيبة تُعيدُ ربطَ العريس مع عروسه، أي الربّ مع النفس البشريّة (مكاريوس الكبير). العين الباكية هي جرنُ لمعموديّة التوبة والتجديد. لو لم يهبْنا الله نعمة الدموع ويسمع بكاءنا لتعذّر خلاص كثيرين (يوحنّا السلميّ).

(10) Lad alle mine fjender blive til skamme og til skamme, og lad dem igen komme til skamme meget hurtigt.

يؤكّد المرنّم قيد هنا “خلاصه” من ماضيه، وولوجَه في عالم التوبة، عالم التجديد؛ لقد استجاب الله لدموعه؛ تقبّل بدموعه الغفران وقبِل الربُّ توبتَه؛ لقد تصالح مع الله، بعد أن كان يشعر بأنه قد أغضبه ولا يستحقّ إلاّ رجزه؛ الآن يطمئنّ أنّه ممكن له أن يخاطبه ويناجيه ويسبّحه ويطلب عونه ويناله!

Gud brød sin tavshed efter at have set de angrendes tårer. Gud er kommet ud, må alle hans fjender blive spredt og gjort til skamme, og virkelig komme til skamme hurtigt, Amen.

 

 


(6) Fodnote relateret til titlen: Denne salme er reciteret i den store søvnbøn.

(5) St. Gregory of Nyssa, udgivet af W. Jaeger, s. 84; Theodoretus, Biskop af Cyrus, [PG 80, 991B]; Eusebius, biskop af Cæsarea, [PG 23, 120].

 (6) PG 39, 1176.

(7) Theodoretus, Biskop af Cyrus, [PG 80, 991].

(8) Job 5, 7.

(9) Sankt Johannes Chrysostom, [PG 55, 72].

(10) Salme 129.

(11) Se: Johannes 12:27.

Afslut mobilversion