Profetinden Anna og vennen Simon, der tager imod Gud
“أن حنّة اللاهجة بالله وسمعان الكلي السعادة لما تلألأا بالنبوءة وظهرا بلا عيب في الشريعة، أبصرا ألان معطي الناموس ظاهراً […]
“أن حنّة اللاهجة بالله وسمعان الكلي السعادة لما تلألأا بالنبوءة وظهرا بلا عيب في الشريعة، أبصرا ألان معطي الناموس ظاهراً […]
Det er skik i vores kirke, at en mor kommer med sit barn fyrre dage efter dets fødsel, for at han kan gå med hende ind i den kirke, hvor
“Da Anna, som overvejede Gud, og Simon, som var mest glad, da de strålede af profeti og viste sig fejlfri i loven, så de nu, at Lovens Giver manifesterede sig.