Helbredelse af sindssyge i regionen Gadarenerne:
Og de kom til den anden side af havet, til Gadaræernes land. Og da han kom ud af Skibet, mødte der ham strax ud af Gravene en Mand, der var besat af en uren Aand, og hans Bolig var i Gravene, og ingen kunde Han binder ham ikke med lænker. Fordi han ofte var bundet med lænker og lænker, så knækkede han lænkerne og knækkede lænkerne. Og ingen var i stand til at ydmyge ham. Og han var altid dag og nat i bjergene og i gravene og råbte og huggede sig med sten. Da han så Jesus på lang afstand, løb han og tilbad ham og råbte med høj røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den Højeste Guds Søn? Jeg beder dig sværge til Gud ikke at torturere mig!” Fordi han sagde til ham: "Kom ud af manden, du urene ånd." Han spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jeg hedder Legion, fordi vi er mange." Og han bad ham meget, at han ikke ville sende dem ud af landet. Og der var en stor flok grise, der græssede i bjergene. Da bad alle dæmonerne ham og sagde: "Send os til svinene, så vi kan gå ind i dem." Så Jesus gav dem straks tilladelse. Så de urene ånder kom ud og gik ind i svinene. Så styrtede flokken fra klippen ud i havet, og de var omkring to tusinde, og de blev kvalt i havet. Og svinehyrderne flygtede og fortalte det i byen og i landsbyerne. Så de gik ud for at se, hvad der skete. Og de kom til Jesus og så den dæmoniske, i hvem der var flygtninge, siddende og klædt og ved hans rette sind. Så de var bange. Så fortalte de, der så, hvordan det gik til med den dæmoniske og om grisene. Så de begyndte at bede ham om at forlade deres grænser. Og da han var steget i båden, bad den, som var besat af en dæmon, ham, at han måtte være med ham. Men Jesus forlod ham ikke, men sagde til ham: "Gå hjem og til din familie og fortæl dem, hvor meget Herren har gjort for dig og forbarmet sig over dig." Så han gik hen og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor stort Jesus havde gjort for ham. Alle var forbløffede. (Mark 5:1-20, Matt 8:28-34, Luk 8:26-39).
Denne fortælling om Markus, den længste blandt de synoptiske evangeliers fortællinger, slutter med ordsproget (Vers 20Den helbredte galning blev en forkynder af Kristus i Decapolis-regionen. Men ud over denne apostoliske opfattelse ønskede evangelisten at vise Jesus som en mægtig Messias, der besejrer Satan, lammer hans gerninger og befrier mennesker fra hans slaveri, og dermed indviede en ny æra for menneskeheden, der blev indvarslet i Det Gamle Testamente og realiseret i kirken.
تحصل العجيبة “عبر البحر” أي في المنطقة المقابلة للجليل عبر البحيرة. تذكر المخطوطات المختلفة العبارات التالية: “كورة الجرجسيين”، “كورة الجراسيين”، “كورة الجدريين”. تعود العبارة الأولى إلى تصحيح أوريجنس (Origene) الذي يتكلم عن مدينة مجهولة اليوم اسمها جرجسة، معتبراً أن جراسة مدينة في العربية. ونحن نعلم أن مدينة جراسة تقع على بعد 60 كلم من البحيرة في منطقة المدن الخمس. العبارة الأصح إذاً هي “الجدريين” لأن مدينة جدرة (فيها مدرسة للفلاسفة الرواقين) تقع قرب بحيرة جنيسارت، على بعد 10 كلم إلى الجنوب الشرقي منها؛ ومن جهة ثانية لم يحصل الحدث داخل المدينة بل حواليها، “في كورة الجدريين…”، أي في منطقة البحيرة. وما جاء عند لوقا 8: 26 “التي هي مقابل الجليل” يدعم وجهة النظر هذه.
Tilstanden for patienten, der mødte Jesus, da han steg af skibet, er beskrevet (Vers 2) بأنها شقية بائسة. فيه “روح نجس” أي فيه “شيطان” (démonisé) ويسكن القبور. ولو أردنا أن نصفه بعبارة معاصرة لقلنا أنه لا ينسجم مع المجتمع لأنه لا يعيش بين البشر بل بعيداً عنهم في القبور والجبال (Vers 3 og 5)، تسوده عادة أذية نفسه (“يجرح نفسه بالحجارة”)، يأخذ موقفاً إيجابياً لكنه لا يستطيع أن يضبط (اTil vers 4)، وهو يعاني من انقسام داخلي في شخصيته (“اسمي لجيون لأننا كثيرون”). هكذا نشاهد خليقة الله “الحسنة جداً” توصف بهذه الصورة الحزينة بعدما صارت فريسة للشيطان.
لكن الإنجيلي يُظهر يسوع محرراً للبشر من مثل هذه العبودية ومجدداً طبيعتهم المنفسدة. يعترف الروح الشرير المخفي في المريض بمثل هذا السلطان الإلهي لدى المسيّا، ولذلك يصرخ نحو يسوع بفم المريض “ما لي ولك يا يسوع ابن الله العلي”. في هذه الجملة يعترف الشيطان: 1- أنه لا يوجد أي شي مشترك بينه وبين يسوع، لأن يسوع يريد خلاص البشر بينما هو يريد هلاكهم؛ 2- أن المتكلم معه هو ابن الله العلي. إذاً فهو يضيف صفة سامية لا يعرفها الناس لشخصية يسوع المسيانية؛ 3- أن ظهور المسيّا في العالم يعني إبطال عمله الفاسد.
برهان آخر على اعتراف الشيطان بقدرة يسوع هو جوابه سؤال يسوع عن اسمه: “اسمي لجيون لأننا كثيرون” (Vers 9), fordi kun den stærkeste kan forhøre sig om navnet på en, der er ham ringere og svagere end ham, efter datidens begreb. Den romerske division kaldet Legionen bestod af 4 til 6 tusinde mænd og 300 heste. Dette betyder ikke, at et sådant nummer var til stede inde i patienten, men det betyder, at de var mange, en hel hær, der alvorligt kunne rive en persons personlighed fra hinanden.
Dæmonerne beder Jesus om ikke at sende dem til pinestedet, men om at lade dem leve i en flok grise i nærheden (Vers 11-12). يقبل يسوع طلبهم “غير مقتنع منهم بل بتدبير مقصود من قبله”، حسب القديس يوحنا الذهبي الفم. ما هو “التدبير” الذي اتخذه يسوع عندما سمح للشياطين أن تسكن في حوالي 2000 خنزير اندفعت من على الجرف إلى البحر (Vers 13)? Nogle siger, at det, der skete, var at straffe hyrder, der opdrættede grise, der var forbudt i henhold til Moseloven. Denne fortolkning er forkert, fordi begivenheden fandt sted i et hedensk land (Dekapolis), hvor forbuddet ikke har nogen betydning. Ved at opfylde dæmonernes krav ønsker Jesus højst sandsynligt at understrege den ødelæggende virkning af deres tilstedeværelse, for overalt hvor de findes, hvad enten det er i mennesker eller dyr, bringer de ødelæggelse. Jesus ønsker også at understrege menneskets uomtvistelige værdighed for ethvert værdigt offer for at sikre dets frelse.
Hyrderne skyndte sig at fortælle byens og landsbyernes folk.Vers 14) الذين جاؤوا إلى مكان العجيبة، فرأوا المجنون أولاً “لابساً وعاقلاً” (Vers 15), så de var bange. Selvfølgelig anså de ødelæggelsen af svineflokken for vigtigere end helbredelsen af den gale mand, og de frygtede, at Jesu tilstedeværelse i deres provins ville bringe andre ulykker. Så de bad ham om at forlade deres grænser. Det var deres frygt, der førte dem til ikke at anerkende Jesu magt og tilbede ham som Messias, men til ønsket om at slippe af med ham (Vers 16-17).
وعلى العكس فإن المجنون المعافى الذي لم يكن يحتمل أن يسكن بين الناس قبلاً هو الآن “يلبس ويعقل” ويطلب أن يكون مع يسوع (Vers 18). Mødet med Guds søn forvandler et menneske radikalt og gør det til en kilde til frelse for andre. Jesus accepterer ikke den gales anmodning, men sender ham snarere for at prædike, hvad Herren har gjort for ham (Vers 19). Vers 20 får os til at forstå, at den, der blev helbredt, prædikede kristendommen i regionen Dekapolis. Hans missionære entusiasme er resultatet af hans levende møde med Jesus og resultatet af hans frelse gennem ham.
في رواية متى عن الموضوع نفسه (8: 28 – 9: 1)، يتكلم عن شفاء مجنونين وليس عن شفاء واحد. هل هي عجيبة أخرى؟ إن التشابه بين الأناجيل الثلاثة لا يسمح لنا بمثل هذا الافتراض خاصة وأن الإنجيليين مرقس ولوقا يضعان هذه العجيبة فوراً بعد تسكين العاصفة عند اجتياز يسوع مع تلاميذه. كيف نستطيع إذاً أن نفسّر مثل هذا الاختلاف؟
Mest sandsynligt nævner evangelisten Markus en af de gale mænd, som var den farligste og mest kendte for indbyggerne i regionen. Sådan siger de fleste kirkefædre. På den anden side kan vi sige, at Matthæus-traditionen taler om to gale, mens Markus- og Lukas-traditionen taler om én galning. Dette er, hvad der sker med de blinde mænd i Matthæus (9:27-35 og 20:29-34).
Det, der betyder noget for evangelikale, er ikke antallet af helbredte patienter, men derimod deres fokus på Jesu magt som Messias til at uddrive Satan, afslutte hans fordærvede arbejde i verden og som et resultat befri folk fra hans slaveri. Det er det, Matthew især fokuserer på, da karakteren af de to gale mænd ikke optræder meget (Jesus taler ikke til dem, taler ikke om, hvad der skete med dem efter bedring, taler ikke om deres tilstand efter bedring som i Mark. og Luke). I stedet lægger han mere vægt på, at Guds Søn taler med djævle og straffer dem. Det vil evangelisten understrege Kristi værk indleder en ny tid Satans magt er besejret, den syge trækker sig tilbage, og personen bliver befriet. Vi lever denne nye tid i kirken grundlagt og samlet af Messias.
Helbredelsen af kvinden med blodudstrømningen og opdragelsen af Jairus’ datter:
Og da Jesus var gået over i båden igen til den anden side, samledes en stor skare til ham. Og han var ved havet. Og se, en af synagogens ledere, som hed Jairus, kom. Og da han så ham, faldt han for hans fødder. Han spurgte ham mange ting og sagde: "Min lille datter er på sit sidste åndedrag. Jeg ville ønske, at du ville komme og lægge din hånd på hende, så hun kan blive helbredt og leve." Så gik han med ham, og en stor skare fulgte efter ham, og de samlede ham.
En kvinde havde en blødning i tolv år, og hun havde lidt meget af mange læger og havde brugt alt, hvad hun havde, og havde ingen gavn. Intet, men det blev en værre tilstand. Da hun hørte om Jesus, kom hun bag folkemængden og rørte ved hans klædedragt. For hun sagde: "Hvis jeg rører ved selv hans tøj, vil jeg blive helbredt." Og straks tørrede hendes blods kilde ud, og hun vidste på sit legeme, at hun var helbredt for sygdommen. Straks vendte Jesus sig om blandt mængden og mærkede i sig selv den kraft, der var gået ud af ham, og sagde: "Hvem rørte ved mit tøj?" Da sagde hans disciple til ham: "Du ser, at mængden trænger sig på dig og siger: 'Hvem rørte ved mig?" Og han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort dette. Men kvinden kom, bange og skælvende, da hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned og fortalte ham hele sandheden. Så sagde han til hende: "Datter, din tro har gjort dig rask. Gå i fred og vær fri fra din sygdom.”
Mens han talte, kom de fra synagogeforstanderens hus og sagde: "Din datter er død." Hvorfor plager du Mesteren længere? Og Jesus hørte straks det ord, der blev talt, og sagde til synagogeforstanderen: "Vær ikke bange, tro kun!" Han tillod ingen at følge ham undtagen Peter, Jakob og Johannes, Jakobs bror. Så kom han til synagogelederens hus og så et tumult: de græd og hylede meget. Så kom han ind og sagde til dem: "Hvorfor laver I ballade og græder? "Pigen er ikke død, men hun sover." De lo ad ham. Men han selv slog dem alle ud og tog pigens far og hendes mor og dem, som var med ham, og gik ind, hvor pigen lå. Han tog pigens hånd og sagde til hende: "Talitha, rejs dig." Og straks rejste pigen sig og gik. Fordi hun var tolv år gammel. De var meget forbavsede. Så han pålagde dem kraftigt, at ingen skulle vide noget om dette. Han sagde, at det skulle gives hende at spise. (Mark 5:21-43, Matt 9:18-26, Luk 8:40-56).
تشهد الروايتان على سيادة يسوع على المرض والموت. لا يربط بينهما الزمن بل موضوع الإيمان المشترك في قدرة يسوع على الشفاء. كانت الامرأة النازفة الدم معتبرة نجسة بسبب نوع مرضها (أنظر سفر اللاويين 12: 1، 15: 9 و25…)، ولذلك لم يكن لها الحق في ملامسة الناس الآخرين. لكن إيمانها في قدرة يسوع على الشفاء كانت أقوى من الأوامر الناموسيّة، لذلك عندما اختلطت بالجموع لامست ثياب المعلّم وشفيت. بعد سؤال يسوع “من لمس ثيابي” (Vers 30)، ارتعدت الامرأة واضطرت أن تخرج من الجمع المجهول وتأتي للقاء يسوع الشخصي. لم يوبّخها الرب على عملها (كما كانت تنتظر)، لكنه أبرز إيمانها بمناداته إياها “يا ابنة” (رغم سنها المتقدم حتماً)، مرتباً إياها في مصف عائلة الله، هذه العائلة التي يؤسسها هو، المسيا، على الأرض.
Kommentatoren Theophilectus giver en symbolsk fortolkning af romanen, idet den betragter menneskeheden blødende og ude af stand til at blive helbredt af denne verdens læger og vismænd, men den fandt sin helbredelse i sin forbindelse med Kristus.
يقع حدث الشفاء بينما كان يسوع مصحوباً بالجمع متوجهاً إلى بيت رئيس المجمع يايرس لكي يشفي ابنته المشرفة على الموت. وبينما هو يتحدّث مع الامرأة التي شفاها، جاء مُرسلون من قبل بيت رئيس المجمع معلمين إياه بموت الابنة ولذلك لم يعد من داعٍ لإزعاج المعلّم (نلاحظ حسب رواية متى أن الابنة كانت قد ماتت عندما جاء يايروس إلى يسوع متوسلاً إليه لكي يضع يده عليها ويشفيها). لم يعطِ يسوع أهمية خاصة للخبر “فسمع يسوع لوقته الكلمة التي قيلت”، بل قال ليايروس “لا تخف، آمن فقط”. من الطبيعي أن يكون موت الابنة قد زعزع آمال رئيس المجمع. لكن الإنجيل لم يخبرنا عنه لأن اهتمامه مركز على قدرة المسيا في الشفاء.
وبينما كانت الساعة ساعة إعلان يسوع عن قدرة الله ومجده، ترك الجمع واصطحب معه ثلاثة من تلاميذه، بطرس ويعقوب ويوحنا، وتوجّه إلى بيت رئيس المجمع حيث سمع “ضجيجاً: يبكون ويولولون كثيراً” (Vers 38), hvilket betyder, at gråden over de døde var begyndt. Ifølge skikken med begravelse i Palæstina (se Grundmann, side 117) var det selv ved begravelsen af en fattig israeler nødvendigt at få en kvindelig sørgende til at synge elegiske sange og to musikinstrumenter for at uddrive de onde ånder, der forsøgte at kidnappe sjælen, der for nylig var kommet ud af kroppen og endnu ikke var tæt på den.
في ملاحظة يسوع أن “الصبية لم تمت لكنها نائمة”، والتي يجيب عنه الحاضرون بالاستهزاء “فضحكوا عليه”، يرى يسوع الموت نوماً، لأنه سيّد الحياة والموت، فيمسك بيد الصبية ويعطي أمراً قاطعاً بقيامها. في هذه النقطة يذكر لنا الإنجيلي التعبير الآرامي الذي استخدمه يسوع لإقامة الميت “طليثا قومي” أي “يا صبية لك أقول قومي”.
Den 12-årige pige rejser sig og går. Den befaling, som Jesus giver om at tilbyde hende mad, har betydningen at bekræfte begivenheden og gøre den hævet over enhver tvivl. Det er naturligt, at alle efter denne mærkelige begivenhed ville blive overrasket. Derefter taler evangeliet ikke om følelsen af mængden eller om dem, der tidligere lo af det. Evangelisten ønsker at understrege Jesu magt over døden. وتُختم الرواية بعبارة مرقس المعروفة حول “سرّية المسيا”: “فأوصاهم كثيراً أن لا يعلم أحد بذلك” (Vers 43).