Den 17. april 328 e.Kr. døde pave Alexandros, og det var naturligt for Sankt Athanasius at efterfølge ham, fordi han udviste intelligens, visdom og en enestående personlighed. Den 8. juli 328 blev han ordineret til biskop af Alexandria af flere biskopper. han var ikke mere end toogtredive år gammel. [7]
Sandheden er, at denne store helgen led af tilhængerne af kætteren Arius og af kejsernes indgreb, der støttede dem, grusomhed, løgne, bagtalelse og eksil til de fjerneste steder, da han tilbragte mere end atten år i eksil under hans bispeperiode, som varede femogfyrre år (328-373). [8].
Vi kan opdele hans bispedømme i tre ulige perioder, som hver omfatter en periode, hvor Athanasius blev forvist en eller to gange fra sin by:
- Perioden for hans første kamp mod arianismen under kejser Konstantins (328-337) regeringstid, hvor han forviste ham til Treves i Frankrig i 18 måneder, af frygt for sit liv fra truslerne fra arianerne, som falsk anklagede ham før Kejser af at have: forhindret befolkningen i Alexandria i at sende den Alexandriske kvote af hvede til Konstantinopel ved at dræbe en biskop, ved utroskab, ved at bryde en hellig kop...osv.
- Perioden af hans kamp, hvoraf det meste blev opnået under kejser Constantius II's regeringstid (337-361). I denne periode blev der holdt et koncil i Antiokia (339) og opfordrede til at fjerne Athanasius og udnævne biskop Gregory, som gik ind i Alexandria med magt og med hjælp fra en hærkontingent til Alexandria. Athanasius tog til Rom for at opnå beskyttelse af Vestens biskop, pave Julius.
Paven døde i år 350, og den ariske kejser blev den eneste kejser. Sidstnævnte holdt to konciler, det første i byen Arles i 353 og det andet i Milano i 355, hvor han tvang de vestlige biskopper til at underskrive et. eksildom mod Athanasius, hvilket giver dem valget mellem eksil og underskrivelse. - Perioden for den sidste jihad (han blev landsforvist for femte gang i fire måneder) [9]Og sejren efter Konstantius II's (361-373) regeringstid og stabilitet i hans undersåtter i fred indtil hans dødsdag.
Hele denne jihad kredsede om Kristi personlighed og forsvar af Herrens guddommelighed og menneskelighed, som blev godkendt af koncilet i Nicaea i år 325, og som var den største ære for vores store apostoliske helgen. Derfor blev Sankt Athanasius' liv knyttet til dette råds historie og dets resultater i forskning, der var helliget kirkefædrenes tankegang i det fjerde århundrede.
Sankt Athanasius døde den 2. maj 373 e.Kr. Han var en af de første biskopper, der blev betragtet som helgener, selvom de ikke blev martyrdøden for at forsvare troen.
Kirken fejrer det 18. januar og 2. maj hvert år.
Streptokok:
- Mod hedningerne
Ordets inkarnation (år 318) - Protest mod arianerne (351)
- Arianismens historie.
Fire essays mod arianisme (358) - Om Treenigheden og Helligånden (365)
Breve rettet til biskopper, kejsere, råd mv.
Fortolkning:
- Fortolkning af salmerne: Den indeholder forklaringer, der går forud for hver salme, og tydeliggør dens generelle tema.
- En artikel om fortolkningen af salmerne rettet til Marcellinus Den fokuserer på brugen af salmerne i bøn og bekræfter deres udbredte brug i kirken, fordi de kortfattet kombinerer ånden i Bibelens bøger med deres anvendelse på de åndelige behov. af enhver sjæl. I den siger han, at det at synge Salmerne ikke er beregnet til deres musikalske virkning, men snarere for at den tilbedende stille og roligt kan overveje deres betydninger.
- Spredte dele af Matthæusevangeliet.
- Diverse om Lukasevangeliet.
- Sankt Antonius den Stores liv og biografi, som havde stor indflydelse på ham: I årene af hans eksil mellem Treves i Frankrig og mellem Rom og andre byer, og efterhånden som venskaberne voksede mellem ham og biskopperne i Vesten, så han en god mulighed for at introducere Vesten til egyptisk monastik, så han skrev denne biografi, som blev beundret af dem og er en rig arv for os.
Forsvundne skrifter:
Disse er skrifter, der blev nævnt i hans skrifter, eller nævnt af historikere tæt på hans tid, såsom historikeren Sokrates:
- Et brev, han sendte for at trøste jomfruerne, der blev mishandlet af guvernøren, George the Arier (han tillod ikke, at deres døde blev begravet).
- Hans påskebreve til Sankt Basil den Store.
Hans skrivestil:
من خلال كتابات هذا القديس نشعر أن إيمانه العميق والثابت هو ما يعطيه الثقة بنفسه ويطبع كتاباته بنفحة روحية مميزة، إنه يريد أن يبرهن عن صحة قوله، فيقول:”من خاصة الدين الإقناع لا الفرض”. فيجمع الإثباتات والأدلّة الواضحة ليظهر حقيقة ما يعرضه.
Hvad angår hans stil, er den enkel, koordineret, logisk og organiseret, med en vis veltalenhed og logik i sig. På trods af dette befriede Athanasius teologien fra Platon og hans filosofi og byggede den på Kristi inkarnation stiv i sin mening, beslutsom i grundlæggende spørgsmål og har en urokkelig beslutning. [11]. في كتاباته تجد بعض التكرار رآه أثناسيوس ضرورياً لكي تصل الكلمة واضحة لمستمعيه:”وجب علينا توضيح المعنى الواحد على وجوه مختلفة لكي لا يظن بنا أننا تركنا ناحية من النواحي كأننا نتكلم عن عجز وتقصير. لأنه خير لنا أن نتعرّض للإنتقاد واللوم بسبب التكرار من أن نترك ناحية كان يجب تفصيلها”.
وإذا كان قديسنا يؤكّد انه يكرر الكلام وإنه يستخدم” وجوهاً أو صوراً مختلفة” فإن الطريقة التي اشتهر بها هي طريقة الحلقات التي تبدأ بحلقة صغيرة تضم فكرة رئيسية ثم تتسع الحلقة إلى حلقة أخرى يضيف فيها فكرة أخرى رئيسية، وهكذا حتى يصل إلى نهاية الموضوع، وهذا ما نلحظه بوضوح في كتابه ” تجسد الكلمة”.
Han skriver i en unik logisk rækkefølge og sekvens, der udtrykker fuldstændig bevidsthed og omfattende indeslutning af det emne, han ønsker at præsentere for læseren. [12].
من المعروف قطعاً أن لاهوت أثناسيوس نابع ومرتبط بمدرسة الإسكندرية، التي كانت ولم تزل إلى أيام أثناسيوس وبعده متأثرة بالفكر الأوريجنّي (نسبة لأوريجنس – أوريجانوس) في طُرق البحث والشرح والتحليل، وفي الوقت ذاته كان يصحّح ويقوّم أفكار سابقيه على ضوء الوحي المقدس في الإنجيل. جاهد أثناسيوس ليحوّل نظرة الفلاسفة من لوغوس الفلسفة إلىلوغوس إنجيل يوحنا، ومن اله الفلاسفة إلى الله المستعلَن في المسيح يسوع.
Athanasius og troens mål
جاء الآريوسيون وأنصارهم بمجموعة من النصوص الكتابية ليدافعوا عن موقفهم العقدي وأرادوا حصر البحث اللاهوتي في الكتاب المقدس وحده فاهتموا بالنصوص التي اختاروها لتأييد موقفهم اللاهوتي لكنهم أغفلوا السياق العام للكشف الإلهي. لذلك احتكم أثناسيوس كما إيريناوس قبله إلى ما يسمّى بـ”قانون الإيمان” وقال أن التفسير الصحيح لآيات الكتاب المقدس يصبح ممكناً من خلال المنظور الإيماني، فغاية الإيمان هي الفحوى العقدي الموجود بكثافة في قانون الإيمان وكما حفظته الكنيسة بالتقليد والتراث. وأكّد أثناسيوس أن الكتاب المقدس كافٍ بحد ذاته [13] Men hvis den forstås inden for rammerne af den levende tro og under vejledning af selve troens lov, er denne lov, som ikke er en autoritet fremmed for Bibelen, men derimod selve den apostolske forkyndelse.
التقليد هو من المسيح نفسه أما التعليم فيتم بواسطة الرسل والإيمان هو من الكنيسة الجامعة. يقول في رسالته إلى سيرابيون:” لننظر إلى تقليد الكنيسة الجامعة وتعليمها وإيمانها الذي أعطاه الرب وبشّر به الرسل وحفظه الآباء، لأن الكنيسة أَسست عليه، ومن يسقط منه شيئاً لا يُعتَبَر بل ولا يكون مسيحياً” (إلىسيرابيون 28:1). في نظره الكتاب المقدس هو التقليد الرسولي، ومن المميز أن أثناسيوس لم يستخدم لفظة التقليد بصيغة الجمع لأن وحدة التقليد هي البرهان الحاسم الذي قدّمه ضدّ الآريوسيين.
Teologisk viden
Kristendommen omfavner ikke imaginære ideer, der ikke har rødder i den menneskelige enhed, snarere er viden om Kristus bygget på dybe rødder begravet i sjælen, og disse rødder har brug for fornyelse og opmærksomhed på, at mennesket er skabt i billedet og billedet af. Gud. Denne kendsgerning blev først bekræftet af udbredelsen af kristendommen i det hedenske miljø, som er fuld af historier, overbevisninger og myter. Han sagde, at menneskelig fantasi er én ting, og at vende tilbage til virkeligheden af menneskelige evner og sjælens evner er en anden. ting. Kristendommen er ikke populær folklore, og det er heller ikke en imaginær formulering, men det er en åbenbaring af sandheden om de træk, der findes i sjælen, som gør den i stand til at genkende sin Skaber.
Studiet af den kristne tro er studiet af menneskets liv, dets udvikling og studiet af dets tilblivelse til Gud. Det er derfor, et menneske har brug for den viden, der kommer fra Skaberen, for at kunne leve som et menneske og nyde de evner og talenter, som Gud har givet til den menneskelige natur. Derfor skal den viden, som kommer fra naturen, være underlagt den viden, der kommer fra Kristus Hvis personen var i en normal situation, ikke faldet, ville han være i stand til at lære meget om Gud, af skabelsen, af universet og fra andre. Men på grund af hans nuværende situation er denne viden ikke nok. Hvis det var tilstrækkeligt, ville alle disse alvorlige onder aldrig være sket. Efter syndefaldet havde mennesket ikke brug for et filosofisk system for at redde det fra sin fejltagelse. Det havde snarere brug for Guds kraft til at forny sig og forny sjælen.
هذا ما جعل الإنسان يحتاج إلى عرفان الله حتى يكوِّن عرفاناً حقيقياً، ولهذا جاء الإله المتجسد وكشف عن نفسه :”العرفان الحقيقي لا يتم الاّ في اشتراك الإنسان في لاهوت الكلمة”.
Athanasius begrænser sig ikke til at tale om den viden, vi opnår gennem troen, men understreger snarere nødvendigheden af at sammenligne den kristne religion med andre religioner, da sammenligning er nødvendig for at forstå den tro, vi tror på.
Teologi er en progression i forståelsen af guddommelig ledelse, fordi der er en progression i ledelsen fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente. Med Guds nedladenhed går vi gradvist videre fra at kende ledelse i sig selv til guddommelighed, og inkarnationen bliver en åbenbaring af Gud og en stigning til viden om hans sandhed.
في سيرة القديس أنطونيوس، التي كتبها أثناسيوس، نجد أن أنطونيوس يحاور الفلاسفة الوثنيين الذين جاؤا للإستهزاء به ويقول لهم :” إن الإيمان الحيّ أسبق من البرهان المنطقي، وهو العرفان الحقيقي، والإيمان يستند إلى ميل النفس، أمّا الجدلية فتستند إلى فنِّ الكلام. فالبراهين المنطقية ليست مهمة عند الذين يملكون الإيمان الحي، والمسيحيون لا يملكون سرّ الحياة المسيحية في حكمة كلام اليونانيين بل في قوة الإيمان الحقيقي”.
Skabelsen og Skaberen
Idéen om skabelse blandt grækerne var en kætteri, da ideen om skabelse ikke var acceptabel for dem. For dem var verden evig og uforanderlig. Den var en grundlæggende forudsætning for at bygge noget, for uden den var der ingen tanke, fantasi eller logik, men bevægelse er til stede i den cirkulær bevægelse i den.
البشارة المسيحية عند انتشارها شكّلت تحدياً لهذا العقل. هو رسالة صعبة على الفلاسفة طالما أنّ الكتاب المقدس يفتتح كلامه بـ”في البدء خلق (برأ) الله العالم” التشديد المسيحي كان على أن العالم مُحدث وإنه إشارة إلى الخالق، والله هو الذي أحدث شيئاً لم يكن موجوداً أَلا وهو العالم الذي هو سرّ ومعجزة الحرية الإلهية.
Athanasius pegede på emnet skabelse på et hul (en stor splid) mellem det absolutte væsen og den skabte verden. Der er to måder at eksistere på, der adskiller sig radikalt. På den ene side er der Guds uforanderlige og evige væsen, som ikke kender til korruption eller udslettelse, og på den anden side er der verdens flow, dens forandring, korruption og udslettelse den guddommelige uforgængelighed og fordærvelsen af den foranderlige verden. Der er ingen lighed mellem skabningen og Skaberen.
Konstans og orden i universet er givet til verden af ordet LOGOS [14]. فالخليقة تصمد بتأثير مباشر من الكلمة الإلهي (أي العناية الإلهية). الإنسان نفسه يشارك في عدم ثبات العالم بكونه كياناً مركباً وصائراً من العدم. فهو في طبيعته كائن مائت لكنه يثبت بنعمة الله وكلمته. كلمة الله حاضر في العالم حضوراً دينامياً (بالقوة) وليس بالطبيعة. إنه خارج العالم من حيث الطبيعة. يقول أثناسيوس:” إنه خارج كل شيء من حيث الجوهر وفي كل شيء من حيث قواه. هذا التمييز بين الجوهر والقوى هو تمييز بين كيان الله الداخلي وظهوره الخلاّق في عمل الخليقة”. وكلمة الله LOGOS هو خالق، لأنه صورة الآب ووجوده لا يرتبط بالخليقة ولا بمخطط الله للخلق. يقول أثناسيوس في كتابه الثاني ضد الآريوسيين:” فكلمة الله لم يصر من أجلنا وإنما نحن صرنا من أجله وفيه خُلق كل شيء. لم يصر من الآب لضعفنا، لأنه قوي وقدير. لكي يخلقنا صار كآداة ؟ ما عاذ الله !! الأُمور ليست هكذا “.
Skabelsen er ifølge Athanasius en guddommelig handling og en fælles vilje mellem de tre personer. Sønnens eksistens skyldes den guddommelige essens, mens skabelsens eksistens kun er baseret på den guddommelige vilje. Da Ordet ikke er en sand søn af Faderen, så er Gud selv ikke en sand Fader, men derimod en formgiver og bestanddel af skabelsen, og Guds natur vil på et tidspunkt være gold og ufrugtbar, det vil være et lys, der ikke gør det. skinne, et tørt forår, og det bliver en sol uden stråle.
يتساءل أثناسيوس :” متى كان الله بدون ما هو خاص به ذاتياً أو كيف يظن أحدٌ أن ما هو خاص به ذاتياً إنما هو غريب عنه ومختلف عن جوهره. وكيف يقول أحدكم إنه خُلق ابناً ليخلق العالم ؟ أليس بقولكم هذا تثبتون ضعف الخالق، إن كان لا يقوى وحده على خلق كل شيء؟ كما لو أنه نجّار أو صانع سفن لا يقدر أن يعمل شيئاً بدون مطرقة أو منشار. في الكتاب المقدس، يقول الله أن المخلوقات مصنوعة، أمّا بخصوص الإبن فلم يستخدم أبداً لفظة صنع. المخلوقات تبيد وأمّا الإبن فباقٍ “.
الله… لم يكتف بمجرّد خلق الإنسان كما فعل بسائر الخلائق غير العاقلة على الأرض بل خلقه على صورته ومثاله، هو مخلوق على صورة الله وليس هو صورة الله، لكنه أعطاه نصيباً من قوة كلمته لكي ينال هذه القوة كما لو كانت إنعكاساً للكلمة، ويصبح بفضلها عاقلاً. وعندما خلق الله الضابط الكل الجنس البشري أعطاه نصيباً من صورته، ربنا يسوع المسيح، حتى إذا ما رأى الصورة أي كلمة الآب، استطاع أن يكّون فكرة عن الآب الذي أبدعه” [15]. Men efter menneskets fald, hvem kan se Gud? Eller kender han ham?
يجيب أثناسيوس ويقول:” مَن الذي يقوم بتعليم العالم عن الآب؟… لعل أحداً يقول أن العقل البشري يدرك الآب من تلقاء نفسه. ولكن العقل البشري يعجز عن مقاومة غواية الأرواح الشريرة. ولعل أحداً يقول أن الخليقة تتحدث بمجد الله. ولكن الخليقة موجودة والبشر لا يزالون يتخبّطون في ضلال عن الله… تركوا الله وأظلمت أنفسهم فصوَّروا لأنفسهم تماثيل وأصنام… حولوا مجد الله إلى الخشب والحجارة. حلّ الكون مكان الله لا بل نصّب البشر أنفسهم آلهة. وعندما احتلت كل هذه مكان الله في نفس الإنسان لم يعد هذا الأخير محتاجاً إلى نظام فلسفي ينقذه من ضلاله، بل إلى قوة الله القادرة على تجديد النفس أو الميلاد الثاني (يو3:3-5)…انحطَّت نظرات البشر إلى أسفل وكأنهم غاصوا في العمق باحثين عن الله في الطبيعة وفي الحسّيات … فجاء الإله المتجسد وأعلن عن نفسه.
إن مخلص الكل، المحبَّ البشر، كلمةَ الله اتخّذ لنفسه جسداً، وكإنسان مشى بين الناس وقابل إحساسات كلّ البشر في منتصف الطريق حتى يتعرفوا على الله في الجسد، وأن يدركوا الحقّ بما يعلنه الربُّ في جسده ويُدركوا الآب به” [16].
Forening med Gud
“صار الإله إنساناً ليصير الإنسان الهاً” مقولة أثناسيوس المشهورة تلخّص لاهوته كلِّه بما يتعلّق بعلاقة الله بالإنسان وبالعكس. ويشرح قديسنا هذه العلاقة فيقول :” لقد تأنّس إبنُ الله لكي نتألّه نحن، واستُعلن في جسد إنسان منظور لكي نتقبّل نحن صورة الآب غير المنظور، واحتمل ظلم ووقاحة الإنسان لكي نحتمل نحن ميراث الخلود” [17]. Når vi deltager i Kristus Ordet (Logos), deltager vi i Faderen, fordi Ordet er Faderens Ord.
فلو كان المسيح هو في الآب بالمشاركة وليس من الآب بالجوهر (من نفس جوهر الآب Omoousios)، لما استطاع أن يؤلِّهنا إذ يكون هو نفسه مؤلَّهاً وحسب. فإذا كان الذي يملكه المسيح هو بسبب المشاركة (مع الآب) لاستحال عليه أن يعطيه للآخرين، لأن الذي له لا يكون حينئذ ملكه، بل يكون ملكاً للذي وهبه”[18].
Athanasius understreger Herrens guddommelighed som en hjørnesten [19] في تحقيق خلاص الإنسان فيقول :”لا يمكن للإنسان أن يتأله إذا كان إتحاده بالمسيح إتحاد مخلوق بمخلوق، أو إذا لم يكن المسيح هو من جوهر الله بالحق. كذلك لا يمكن للمسيح أن يحضر الإنسان أمام الآب وفي حضرته لو لم يكن هو كلمة الله بالطبيعة والحق… هكذا لا يمكن للإنسان أن يتأَّله لو لم يكن الكلمة الذي صار جسداً هو بالحقيقة من جوهر الآب وهو كلمة الآب الخاصة. ” [20]
“المسيح لم يكن إنساناً ثم صار إلها، ولكنه كان إلهاً وصار إنساناً وذلك لكي يؤلِّهنا…لذلك فكل الذين دعاهم الله أبناء فهؤلاء اختارهم وألّههم بواسطة الكلمة الإبن المساوي له في الجوهر” [21].
وكما أن الربّ صار إنساناً لما لبس جسداً، هكذا نحن نتألّه بالكلمة إذ نتحد بجسده. وحينئذ نرث الحياة الأبدية معه”[23].
“لقد صار إنساناً ليؤلهنا في نفسه، هو حُبل به ووُلد من امرأةٍ عذراء حتى ينسب لنفسه جنسنا الخاطىء لكي نصير نحن جنساً مقدَّساً، شريكاً في الطبيعة الإلهية، على حدِّ قول بطرس الرسول”[24].
” نحن لا نتألّه إن كنا نشترك في جسد إنسان عادي ولكننا نتألّه لأننا نأخذ جسد المسيح الكلمة بذاته”[25].
Troparia i tredje melodi
Du har skinnet med gerninger af retskaffen mening, og du har slukket enhver ond mening, så du er blevet sejrrig, klædt i triumf, og som du har beriget enhver med god tilbedelse og smykket kirken med stor udsmykning, har du fundet værdigheden af Kristus, Gud, der ved jeres bønner skænker alle den store barmhjertighed.
Qandaq med den fjerde melodi
O ypperstepræster for god tilbedelse og modige kæmpere for Kristi Kirke, vogt alle dem, der synger: Frels, o medfølende, alle, som ærer dig med tro.
Fodnoter:
[1] لقب بابا كان يطلق على كل أسقف”لأنه وإن كان لكم ربوات من المرشدين في المسيح لكن ليس آباء كثيرون، لأني أنا ولدتكم في المسيح يسوع بالإنجيل” (1كو 4: 15). ولم يستعمل بمفهومه الحالي إلا في القرن الثالث ميلادي وقد أطلق اللقب في الغرب حينها على أسقف روما كاليستوس ،وبين القرن الثامن و القرن الحادي عشر تركز التعبير على شخص اسقف روما بشكل خاص دون أن يلغى في الإسكندرية. راجع: بحث الجنس البشري عن الله (شهود يهوه)ص 271، Ency. Encarta. (CD).
[2] Han levede sin barndom i byen Achim, og det er sandsynligt, at han praktiserede byggekunsten
[3] سنة 293Ency. Encarta. سنة 295Encyc. Grolier. سنة 297 “المسيح في القرآن ص363”
[4] Hans far døde og blev begravet i Alexandria efter år 358 e.Kr. (Se Matthæus den fattige: Athanasius den apostoliske, s. 27)
[5] “لقد رأيت أنطونيوس مراراً وتعلّمت منه لأنني لازمته زمناً طويلاً وسكبت ماءً على يديه”.
[6] كاهن ليبي ولد سنة 256، تتلمذ على يد لوقيانوس المعلم الأنطاكي كهن في مصر ونادى أن المسيح هو مولود من العدم، فحرمه المجمع المسكوني الأول، فلجأ إلى فلسطين، ثم توجه نحو صديقه أوسابيوس النيقوميذي، وهناك ألّف كتاباً عنوانه “ثاليا” أو “المائدة”تعمّد فيه أسلوباً يجمع الشعر والنثر، ليسهل نقل تعليمه للناس. توفي سنة 336.
[7] راجع أثناسيوس الكبير، مجموعة من المؤلفين، منشورات النور ص20 و Encyclopedie Encarta 98 “Athanase،saint”، فلسفة الفكر الديني ص 365 : رسم أسقفاً في “7 حزيران”، حياة الصلاة الأرثوذكسية ص 649 : “سيم اسقفاً عام 326 في سن الثلاثين”.
[8] Se:
Larousse: Dictionnaire Encyclopedique, tome 3, side 120
[9] Encyclopedia Microsoft Encarta (CD)
[10] For flere detaljer, se: Sankt Athanasius den Apostoliske, Fader Matthew Al-Miskeen, s. 677-680, eller Athanasius den Store, Al-Nour Publications, s. 55.
[11] Se Athanasius den Store, Publications of Light, s. 32, 33 og 35.
[12] Se: My Parish Bulletin, 1986, nr. 39, s. 3.
[13] “إني أعتقد أن الأسفار المقدسة الملهمة كفيلة بحد ذاتها أن تُعلن الحق” (ضد الوثنيين، 1).
[14] يشبّه أثناسيوس علاقة الخليقة بالكلمة بالموسيقي الذي يضبط أوتار القيثارة، ويجعل النغمات ترتفع وتنخفض حسبما يشاء:” هكذا إذ أمسك حكمة الله الكون كقيثارة جعل ما في الهواء متوافقاً مع ما في الأرض، وما في السماء متوافقاً مع ما في الهواء، وأَتحَد الجزء مع الكل. . ” (رسالة الى الوثنيين 3:42)راجع : القديس أثناسيوس في مواجهة التراث غير الأرثوذكسي، ص 161.
[15] Ordets inkarnation: 11:1-3 Se brevet i år 86, nr. 4.
[16] Ordets inkarnation: 2:15
[17] Ordets inkarnation: 54
[18] Påskebreve: 51
[19] الركن الأساسي للخلاص عند القديس أثناسيوس الكبير هو في كمال الطبيعتين في المسيح، أي أنه إله تام، حقيقي، من جوهر الآب نفسه، القادر وحده على خلاص البشر، وأيضاً إنسان تام، آخذاً طبيعتنا بتمامها، ليخلص ما اتّخذه. ولكنّه يشدد أيضاً أن عمل الخلاص هو نابع من الحب الإلهي الثالوثي إذ يقول في حديثه في سر المعمودية، داحضاً تصرّف الذين يعمّدون باسم أحد الأقانيم :” من يرفض هذا الاقنوم أو ذاك من الثالوث الأقدس واعتمد باسم الآب فقط والإبن وحده أو الآب والإبن خلا الروح القدس فذاك لا يشترك بالسرّ أصلاً لأن الكمال والخلاص هما في الثالوث”. (الرسالة إلى سيرابيون 30:1)
Se Al-Anwar fi Al-Asrar, s. 29
[20] Anden prædiken: 70
[21] Første prædiken: 22 Se epistel nr. 4, årgang 86, s. 27-37.
[22] Tredje prædiken 33
[23] Tredje prædiken 34
[24] Brev til Adelphus: 4
[25] Brev 71 til Maximus: 2
